LisbethOvergaardNielsenPhd

udforskning af tricks, special effects og det rette blandingsforhold mellem
modelbyggeri og tidsnære locations. (…) Og koldt, iskoldt, koldere end et helt
regiment af brøndgraveres forfrosne røve. Fordi mennesker og menneskelige
følelser hos Lars von Trier er legebrikker i et storslået spil, et vældigt æstetisk
apparatur, som s’gu oven i købet fungerer. Og lader kold – kold, men meget
imponeret.” 153
Bo Green Jensens dom i Øjeblikket er tilsvarende kølig: “Sjældent, om
nogen sinde, har en dansk filmskaber så bevidst og så beslutsomt forsøgt at bakse
med de største ting i den største form, men Lars von Triers “Europa” er en film
uden sjæl (…) Og lige så lovende anslaget er, lige så stor og relativt renfærdig
hensigten og ambitionsniveauet har været, lige så dramatisk opsigtsvækkende er
den udeblevne effekt. (…) Det er en film med et koldt hjerte og et tomt blik.” 154
Kritikken rammer et centralt skisma i filmen. På den ene side prøver
filmen kræfter med en kærlighedshistorie tilsat det melodramatiske udtryk, og på
den anden side fremstår stiliseringen så kraftigt, at værket aldrig tillader tilskueren
at komme tæt på personerne i filmen. Der er næppe tvivl om, at Triers primære
interesse i Europa er udviklingen af filmsprogets tekniske potentiale og en samtidig
leg med de etablerede konventioner. Og selv om der i Europa lægges an til
melodramatik, så holder filmen både skuespillerne og tilskuerens mulighed for
indlevelse og medfølelse ud i strakt arm. Skuespillets muligheder synes, generelt i
Europatrilogien, ganske enkelt ikke at interessere instruktøren, og filmens
emotionelle appel kastes derfor ud allerede med fødevandet. Spørgsmålet er
naturligvis, om filmens kulde er tilsigtet eller uønsket. Måske er svaret begge dele.
Den æstetiserede og selvudpegende billedside nærer bevidst ikke filmens
menneskelige eller følelsesmæssige potentiale, men fortællingen og Triers
afprøvninger af melodramaet som genre, viser ikke desto mindre en begyndende
interesse for at indfange og berøre sin tilskuer med andet end intellektuelle og
æstetisk kunstfærdige strategier. Retrospektivt, og med tanke på instruktørens
fremtidige udforskning af netop dette felt og skuespillets potentiale, er det måske
for nemt at tillægge Europa en mislykket intention om at ville røre ved tilskueren
153 Clante (1991).
154 Jensen (1991).
109