LisbethOvergaardNielsenPhd

abstrakte de end måtte være, eller formulere sine problemer, ganske som havde det
været i et essay eller i en roman. Derfor kalder jeg denne filmkunstens nye tidsalder for
epoken, hvor kameraet anvendes som pen […] Forfatteren vil skrive med sit kamera som
skribenten med sin pen […] hvordan skulle man da kunne skelne mellem den, der
udtænkte værket og den, der skrev det? Kan man forestille sig en roman af Faulkner
skrevet af nogen anden end Faulkner? Og ville “Citizen Kane” kunne tænkes i nogen
anden form end den, Orson Welles har givet den?” 42
Auteuranalyser og auteurstudier er til tider blevet angrebet, særligt af den
samtidige litterært funderede nykritik, for at kæde auteurens liv og æstetiske
arbejde sammen ligesom auteuranalysen blev kritiseret for at tillægge instruktørens
intentioner en fast og urørlig betydning, der fastlåste værket, så det ikke kunne
læses anderledes eller opfattes på flere måder. Auteuranalysen har imidlertid en
åbenlys force, når man beskæftiger sig med et œuvre, altså en kunstners samlede
produktion, eller store dele af den, fordi den åbner for filmenes interne ‘samtaler’
og betydning for hverandre, en betydning, der kan øge indsigten i betydningen af
den enkelte films valg og fravalg. I den henseende vil denne afhandlings
analysemetode være inspireret af auteuranalysen, idet analyserne af filmene nok vil
hellige sig den enkelte films særlige æstetiske eksperiment(er), men samtidig vil
filmene blive forholdt til instruktørens øvrige værker. Der vil dog ikke blive tale
om refleksioner over auteuren i kød og blod, hvorfor der i denne forbindelse
snarere kan tales om den implicitte auteur, idet de œuvre-relaterede karaktertræk
fremanalyseres fra værkerne. Den implicitte auteur er en omskrivning af Wayne
Booths betegnelse “den implicitte forfatter”. “Booth hævder, at ethvert værk vil få
læseren til at danne sig et billede af dets skribent, og at denne skribent aldrig vil
være neutral over for alle værdier. Det billede, som læseren danner sig, kan variere
kraftigt fra bog til bog af den samme forfatter, og Booth foreslår derfor at omtale
ophavsmanden til det enkelte værks normer, stil, tone osv. som den “implicitte
forfatter”. 43
42 Astruc (1948), s. 150-154
43 Booth (1961/2004), s. 32, hvor det i en fodnote angives at: “Booths udtryk implied author vil
kunne oversættes med såvel antydet som forudsat forfatter. Oversættelsen “implicit forfatter” har
imidlertid vundet hævd på dansk, ligesom den også er almindelig på fx tysk og fransk”.
Oversættelsen kritiseres i øvrigt af Poul Behrendt (2006) for at have skabt en grundlæggende
26