LisbethOvergaardNielsenPhd

Superrealisme
Den manierede karakter, filmen næsten skubber ovenud, sparres med det
realistiske skuespil 236 , en næsten hyperrealistisk stil og et grunget look, der står i
kontrast til den klassiske musicals mere pyntede udseende. I modsætning til den
klassiske musicals højglanspolerede stil anvendes her en mere krads billedæstetik.
Billederne er kornede, let grumsede, og scenografien betoner en grå, nedtonet
hverdag gennem den metalgrå fabrik, Selmas simple og triste husvogn og deres
næsten hypertarvelige klædedragter. Det let tarvelige, grå præg i Dancer in the Dark
er ikke filmisk realisme, men en “super-realisme”, som instruktøren selv kalder
den. 237 Filmen overdriver sit realistiske udtryk, hvorved den står i fare for at tippe
over, antage urealistisk karakter eller direkte blive klichetung og parodisk. Det
håndholdte kamera ‘holder imidlertid igen’ med et uroligt blik, der sjældent tillader
objekterne at udstille eller fremvise sig selv.
Igen er kamerateknikken et vigtigt redskab i den visuelle filmæstetik. I
Dancer in the Dark bibeholdes det håndholdte kamera (undtagen i dansescenerne),
et greb der, som i de tidligere film, låner filmen noget af dokumentarfilmens
emfatiske indeksikalitet og samtidig indlægger en distance i værket. 238 Det
håndholdte kamera fungerer således som et værktøj, hvormed Trier både kan skrue
op for autenticitetseffekten og hermed nedtone filmens banale og fortegnede
karakter og indsætte en kunstnerisk distance, der kan dæmpe filmens kulørte
genrepræg og patosfyldte sentimentalitet.
Under arbejdet med Idioterne begyndte Trier, som tidligere nævnt, for
alvor selv at føre kameraet, og i Dancer in the Dark arbejder han videre med de
erfaringer, han har tilegnet sig. Selv siger han, at han ikke var helt tilfreds med
236 Det siges om Triers senere film, at han her arbejder meget med improvisation i forhold til
skuespillerne og deres spillemetode. Dette er også rigtigt for så vidt, at skuespillerne har et stort
arbejdsrum med hensyn til egne ideer og improvisation Det færdige resultat er derimod præget af
en skarp beskæring og ligger tæt op ad manuskriptet som forlæg. Lars von Trier fortæller selv, at
han som udgangspunkt laver et manuskript, der er så tilpas forenklet, at scenerne fremstår klare og
med helt grundlæggende konflikter. Alt i scenerne, inklusiv rollernes karakterer, tilbyder derfor et
frirum, en mulighed for en overbygning, som skuespillerne kan være med til at udfylde. På trods af
det manuskripttætte slutresultat har skuespillerne haft mulighed for at involvere sig personligt og
ikke kun som professionelle skuespillere. De får med andre ord lov til at trække vejret selv og skabe
en realistisk performance ved at spille sig længere og længere væk fra manuskriptets kontrollerende
instans (jf. Björkman (1999), s. 236-240
237 Knudsen (1998)
238 Se kapitel 4 og 5.
173