LisbethOvergaardNielsenPhd

ekvisit- og sceneniveauet. Dette er en nødvendig og almen praksis på teatret, men
ganske usædvanlig i filmens verden, fordi det strider mod den klassiske udnyttelse
af filmmediets illusionsskabende potentiale. Lars von Trier vælger altså at afstå fra
alt det, filmmediet kan i dag – teknisk set – og bevæge sig i en anden retning:
Det ‘filmiske’ er et udtryk, som man har brugt meget, det er blevet så udvandet, ikke? Jeg
var vild med Stanley Kubricks “Barry Lyndon”, som jeg syntes var en pragtfuld film.
Historierne om, at de ventede ved bjerget på, at lyset skulle stå rigtigt, det er jo flot, ikke?
Men så ser jeg “Ringenes Herre” eller noget lignende, og så tænker jeg ‘Årh, rend mig i
røven, altså!’ Sådan har jeg det, jeg kan slet ikke have det, det er fuldstændig ligegyldigt. Og
så tænker jeg: ‘Det er jo meget filmisk’. Ja, det er, for det er flotte bjerge, og de er også lagt
ned i nogle toner. Man camouflerer tingene på 17.000 måder, ikke? Men jeg synes, at det
udvander den filmiske del af det fuldstændig. Derfor syntes jeg, at dette ville være et vigtigt
modstykke til den udvikling, der er i øjeblikket. Og netop den tv-teater-fornemmelse – jeg
er blevet meget inspireret af ”Nicholas Nickleby”, som var fantastisk at se igen og som
virkelig påvirkede mig dengang – den klarhed savner man virkelig. Der er noget i den der –
hvad skal man sige – stiliserede, helt rensede form, som har nogle andre kvaliteter i sig,
som jeg synes, det måske er på tide at begynde at rode i igen. Det er så det, vi gør. 266
Dogvilles stiliserede form blotlægges som nævnt allerede i filmens første minutter.
Hvor Triers tidligere film har betjent sig af legitimerende aspekter (som
hypnosemotivet i Europa-trilogien eller genreskabeloner som i
Guldhjertetrilogien) til at indramme og smøre de antirealistiske universer med, så
lægges Dogvilles abstrakte univers nøgent frem uden formildende omstændigheder.
Denne selvpålagte, hensynsløse nøgenhed var også til stede i kyskhedsløftets ti
bud, men Dogville er mere radikal end Dogme 95. I dogmefilmene gav den nøgne
stil netop mulighed for at skabe et virkelighedsnært univers, hvor filmen kunne
udstille sin særlige form og konstruktion, men ikke nødvendigvis behøvede at
gøre det. Flere af dogmefilmene er således ikke særligt markerede visuelt ud over
den håndholdte kamerastil.
En ‘USA-film’ må derimod underlægge sig trilogikonceptets abstrakte
sceneæstetik. Her smides enhver form for filmisk realisme overbord i den
forstand, at universet i filmen er en scene, og filmen gør alt for at fremhæve dette
266 Jensen (2003a).
197