LisbethOvergaardNielsenPhd

uafhængige af fysiske forhold. Herved fremstår Europas univers som et mentalt
univers, hvor der kan springes i tid og rum.
Lars von Triers billedkompositionelle opbygning bevirker en
destabilisering af filmens rumlige arkitektur. De stedse nye lag, der griber ind i
billedfladen, udgraver rummet og leger med tilskuerens mulige fortløbende
opbygning af forankringspunkter og faste vægge. Tilskueren forholdes overblikkets
position og må i stedet indstille sig på konstant at ændre perspektiv. Denne
billedkompositionelle ‘rearrangering’ ses tydeligt i scenen, hvor Leo skal have taget
mål til sin arbejdsuniform. Scenen består af én lang indstilling og opbygger
gradvist et tredimensionelt rum: hver ny person eller ting, der indgår i
kompositionen, øger dybden i billedet. Ikke så snart billedets forgrund er
etableret, skubbes et nyt lag foran og sætter dermed den forudgående situation i et
nyt perspektiv. I starten ses således kun et panoramavindue i baggrunden og en
syerske, siddende på en stol, yderst til venstre i billedet. Herpå træder Leos onkel
Kessler ind i rammen fra venstre og udgør nu billedets forgrund og midtpunkt.
Dernæst skubbes et med plastik tildækket spejl ind skråt fra højre mod centrum
og standses direkte foran Kessler. Forgrunden rykkes nu så overraskende tæt på,
at den synes at sprænge billedfladen. Kvinden, der skubbede spejlet, trækker
plastikken af og afslører dermed Leos spejlbillede og rummet bag ham i spejlet.
Den dybdeperspektiviske lagdeling gør sig også gældende for motivet i spejlet, da
refleksionen åbner rummet bag kameraet, så både kvinden, Leo og væggen i
baggrunden bliver synlige. Scenen præsenterer altså et tredimensionalt rum på to
fronter: foran og bagved kameraet. 150
Scenens visuelle kompleksitet underordner dialogen og handlingen, og i
stedet regerer en nydelsesfuld leg med kompositionelle mønstre. Personernes
placering og koreografien tegner linjer og mønstre, der bevirker, at scenen
formmæssigt er så kompleks og afrundet, at den fremstår som en selvstændig
komposition i filmens kompositoriske helhed.
I den ovenfor beskrevne spejlscene arbejdes der ikke udelukkende med
dybdekomposition. Som stilistiske instrumenter placeres personerne som
150 Analysesekvensen står i gæld til Karen Grøndahls “Europa – en film af Lars von Trier”. Ikke
publiceret manuskript.
103