LisbethOvergaardNielsenPhd

lyder dyster, ‘skæbnesvanger’ musik, mens den hypnotiske og dybe
fortællerstemme starter tilskuerens rejse: “You will now listen to my voice. My
voice will help you and guide you still deeper in to Europa. Every time you hear
my voice, with every word and every number, you will enter a still deeper layer –
open, relaxed and receptive. I shall now count from one to ten, on the count of
ten you will be in Europa. I say ONE, and as you focus your attention entirely on
my voice, you will slowly begin to relax. TWO. Your hands and fingers are getting
warmer and…”
Den hypnotiserende stemme fortsætter og fuldender hypnosen ved tallet
ti, hvor det befales at være i Europa. Tilskueren bliver således ‘hypnotiseret’ til
fysisk afslapning og øget modtagelighed, mens filmen leder dybere og dybere ind i
den europæiske nat. Som det kendes fra de to foregående film, så har
hypnoseelementet to forbundne funktioner, dels som indgang til filmens univers,
og dels som et vilkår genereret af det første niveau; som legaliserende instans for
den ekspressive stil, der indebærer en suggestibel effekt. Hvor hypnosen i
Forbrydelsens element og Epidemic fungerede som en metode til at bringe
hovedpersonen tilbage til en generindring og en genoplevelse af fortiden, og hvor
hypnosen var eksplicit henvendt til hovedpersonen og kun implicit til tilskueren,
så arbejder hypnoseaspektet i Europa med en dobbelt henvendelse.
Som det fremgår af Niels Vørsels citat tidligere i dette kapitel, var den
oprindelige tanke med hypnosen i Europa, at publikum skulle hypnotiseres. Dette
lykkes næppe, men intentionen er tydeligvis bibeholdt, da hypnosens
henvendelsesform involverer både tilskueren og hovedpersonen. Hypnosen sigter
tilsyneladende på os som tilskuere, men vi erstattes snart af filmens hovedperson
Leo, der viser sig at være tilskuerens stedfortræder, da han træder ind i kameraets
synsfelt. Hvorfor Leo skal være under hypnose er uklart. Mere tydeligt er det, at
hypnosen virker som en bestemmende, overlegen kraft, der indeholder et mål af
determinisme og uigenkaldelighed.
Det, at hypnosen også henvender sig til publikum, er et kreativt element i
tanken om filmen som et stykke forførelseskunst, der dels bedøver viljen og dels
fungerer som et tog, vi ikke kan springe af, et tog, der fører os mod et
forudbestemt – og måske ‘skæbnesvangert’ – mål. Endelig giver hypnosen også
96