LisbethOvergaardNielsenPhd

occupy the radical nihility of the corpse. Pure effect, no affect: It Hurts, I Can’t
Feel Anything.” 331
Hvad der kan fortolkes som nyrealisme og som noget, der udspringer af
samtiden, kan også siges at være inspireret af tidligere strømninger indenfor film-
og dokumentargenren. Her kan f.eks. nævnes den observerende dokumentar, der
kom frem i 1960’erne og blev synlig gennem to nye og centrale retninger, den
overvejende amerikanske direct cinema og den parallelle canadisk-franske udgave
cinéma vérité. Mens amerikanerne bejlede til ideen om den usynlige instruktør og
kameraet som ‘fluen på væggen’, brugte instruktøren indenfor cinéma vérité-
bevægelsen sig selv aktivt ved at han eller hun konfronterede de medvirkende med
spørgsmål, for herigennem at bruge mediet som katalysator til en dybere sandhed
om virkeligheden. Begge bevægelser kan betragtes som resultat af den tekniske
udvikling og som en reaktion på den klassiske dokumentarfilm, der af kritikerne
fremstod som tung, faktaorienteret og belærende. Fremkomsten af de nye bærbare
16 mm bærbare kameraer i 1960’erne gjorde det muligt at optage billede og lyd
synkront på stedet, hvilket tillod dokumentaristen at optage det, der skete nu og
her, dér hvor det skete. Denne måde at studere, observere og betragte verden på
kom ikke kun til at revolutionere den dokumentariske genre, men fik også en
afgørende betydning for, hvordan man generelt skildrer virkeligheden på film.
Lars von Triers genoptagelse eller genbrug af tankerne inden for den
observerende dokumentarisme i forbindelse med flere af sine værker – og Dogme
95 især – kan betragtes som en overførsel af disse tanker til fiktionsfilmen. Der er
med andre ord tale om former for den samme musik, men nu spillet på et andet
instrument. Robert Drew, der var hovedmanden bag direct cinema-bevægelsen
håbede i sin tid at kunne skabe en ny form for journalistik, hvor virkeligheden
ikke måtte iscenesættes, kameraet skulle helst være håndholdt, de medvirkende
skulle være almindelige mennesker, og der måtte ikke sættes ekstra kunstigt lys.
Metoden er nærmest dogmeagtig, og idealet var at få folk til at glemme kameraets
tilstedeværelse og fange de magiske øjeblikke, hvor folk var sig selv fuldt og helt.
Idealet leder tankerne hen på Triers ‘øjeblikke af sandhed’, men hvor
331 Foster (2004) Netadressen: www.artnet.com/magazine_pre2000/features/foster/foster7-26-
96.asp - 19k -
250