LisbethOvergaardNielsenPhd

Filmens selvbevidste karakter etableres
Det første billede i Breaking the Waves er titelbilledet, der med store, men
transparente bogstaver viser Lars von Triers navn og med en mindre, men sort
skrift viser filmens titel. Titelbilledet er ikke fastfrosset, men bliver på utraditionel
vis præsenteret af et håndholdt og uroligt kamerablik.
Næste billede viser på Dreyer’sk vis Bess, der afhøres af den lokale præst
og ældreråd, 167 fordi hun mod de lokales ønske vil giftes med Jan, der betragtes
som en fremmed. Også her er kameraet håndholdt, billedet er uroligt, og kameraet
bevæger sig i pludselige ryk flere meter rundt i rummet, så billederne bliver til
fartstreger i bevægelse. Kameraets urolige og uforudsigelige bevægelser står i skarp
kontrast til billedernes indholdsmæssige side. Her udtrykkes den rugende tavshed
og fordømmelse af Bess’ ønske om at gifte sig med en udefra, mens rådets dystre
ansigter og Bess’ naivt åbne blik er filmet i en række halvtotaler og nærbilleder.
Nærbilledets empatiske potentiale for at henlede opmærksomheden på
personernes følelser og sindstilstande åbner allerede i disse indledende scener for
et intimt og følelsesladet rum, der kontrasteres af kameraets urolige bevægelser og
aggressive panoreringer. Hertil støder billedernes dokumentariske præg, der blandt
andet etableres af de nedtonede farver, det hverdagslige lys og socialrealistiske
scenografi. Filmen kobler således en tydeligvis konstrueret situation med en
paradoksal markeret realitetseffekt.
Dette understreges yderligere i næste scene, hvor Bess er gået udenfor.
Her vises hun i profil, hvorpå hun pludselig vender ansigtet mod kameraet og ser
direkte på os med et skælmsk blik. Dette ‘brud’ med tilskuerens sædvanlige eneret
på at være den, der behersker blikket, skaber et moment af overraskelse og
forflytter karakterens position og status. Fra alene at udfylde rollen i filmen
indlægges der med Bess’ blik i kameraet en direkte henvendelse til publikum, en
virkelighed på. I denne forbindelse er der en fundamental skillelinie mellem ”alvorlig” og
”løssluppen”, en skillelinie Lars von Triers film ofte leger med at udviske (Palmer 1990: s. 10-13)
167 Scenen kan betragtes som en hilsen til Dreyers karakteristiske og unikke visualisering af
retsforhøret i Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928).
119