LisbethOvergaardNielsenPhd

Som Bess går Selma langt længere, end hvad mange sædvanligvis anser for at være
normalt. Hun er – som kvinderne generelt i Triers film – afvigende. Deres tro og
overbevisning er intakt, de rangerer moralsk set højt i forhold til andre mennesker,
de har en indre styrke og de slår sig selv ihjel for realiseringen af deres idealer. Der
er således tale om rene, opofrende og elskende kvinder. Men der er samtidig noget
manieret ved deres karakter. De er for uplettede, for opofrende og for elskende.
Bess er næsten for god, og Selma er i endnu højere grad for meget. Hendes
enfoldighed er for enfoldig og hendes barnlige attitude for barnlig. Hendes sang og
dans er for kejtet. Hendes briller er for klodsede og hendes tøj for grimt. Der ligger
en overdrivelse i karakteren, en overdrivelse, der i sig bærer et gran af camp og
mediebevidst ironi. 234 Overdrivelseseffekten udfordrer filmens bæreevne. Det
usandsynlige, det, der almindeligvis ikke ville blive accepteret, placeres her i en
filmisk genre, der på grund af sine sang- og dansenumre i dag i forvejen kan have
store problemer med at skabe indlevelse og accept. 235 Overdrivelseseffekten er
med andre ord filmens selvvalgte benspænd. Hvor meget kan klicheerne og
karaktererne holde til, før end de tipper over i kitsch? Er de reelle eller ironiske
markører? Og kan den overdrevent banale handling blive følelsesmæssigt
acceptabel, hvis filmen opererer med et stænk af camp?
Med Dancer in the Dark arbejder Trier videre i sporet fra især Breaking the
Waves, hvor de melodramatiske klicheer blev undersøgt. Også her fandtes et
manieret islæt, men ikke så tydeligt som i Dancer in the Dark. Med musicalen skruer
Trier op for det excessive udtryk via filmens dramatiske følelser, musikken og
tematikker som moder-barn-kærlighed, martyriet og henrettelsen. Som de
følgende analyser skal vise, skrues der imidlertid tilsvarende op for den
håndholdte effekt, hvilket lægger luft til filmens overdrevne karakter. På denne
måde doserer filmen sin virkningsæstetik. Der skrues op og ned. Lægges til og fra.
234 Susan Sontag definerer blandt andet camp som “love of the unnatural: of artifice and
exaggeration” (Sontag 1964, s. 275). Dancer in the Dark kan på ingen måde betragtes som et campværk,
endsige som bærer af en egentlig camp-karakter i Sontag’sk forstand, og inddragelsen af
camp-begrebet må udelukkende hvile på det manierede, overdrevne islæt filmen leger med.
235 Jf. Cohan (2002), s. 2
172