LisbethOvergaardNielsenPhd

en film, der udspiller sig på en sort teaterscene med hvide kridtstreger som
kulisseeffekt, til at fungere. Hvad driver værket? Og hvilke signaler sender en film
som Dogville, når den vender ‘tilbage’ til teaterscenen og hylder abstraktionen?
Dogville er alene i denne afhandling om at repræsentere USA-trilogien. Trilogiens
anden og foreløbig sidste film, Manderlay, der havde premiere i 2005, udspiller sig
også på en scene, hvid denne gang og med sorte streger. Filmen bliver inddraget i
slutningen af kapitlet, men eftersom denne seneste film – ud fra en stilorienteret
betragtning - tilsyneladende bliver skåret over den samme læst, er de nye
eksperimenter få og forandringen og udviklingen af de filmsproglige metoder er
for første gang i Lars von Triers œuvre forsvindende lille.
Den moderne auteur
Lars von Triers film er hver især præget af en markeret stil, der igennem
kunstneriske og konstruerede udtryk gør opmærksom på, at de er menneskeværk,
at der står et skabende subjekt bag. Det er som påpeget ikke denne afhandlings
anliggende at udlede forbindelser mellem værk og instruktør, men naturligvis
forudsætter en analyse af film fra det samme œuvre implicit tanken om
instruktøren, da det jo netop er denne ene instruktørs film, der undersøges og ikke
alle mulige forskellige eller andre instruktørers film.
Tanker vedrørende instruktørens rolle i filmkunsten, er blevet diskuteret
siden auteurteorien og –analysens fremkomst i 1960’erne med auteurbegrebet i
centrum for en ny opfattelse af det kunstneriske subjekts suverænitet.
Auteurbegrebet udsprang primært fra filminstruktør og kritiker Alexander Astruc,
der i sit essay “En ny avantgardes fødsel. Kameraet som pen” (1948)
argumenterede for, at filmmediet burde opfattes som instruktørens personlige,
kunstneriske udtryk:
[…] filmkunsten er i færd med at blive et udtryksmiddel, ganske som alle de andre
kunstarter før den, ikke mindst malerkunsten og romankunsten, var det. Efter først at
have været en gøgler-attraktion på et marked, siden en forlystelse i stil med boulevard-
teatret, eller endelig et middel til at opbevare billeder fra en epoke, bliver film lidt efter
lidt et sprog. Et sprog, dvs. en form hvori en kunstner kan udtrykke sine tanker, hvor
25