LisbethOvergaardNielsenPhd

OPSAMLING OG AFSLUTNING
USA-trilogiens tredje film, Wasington, er blevet udsat, og i stedet er Trier i dag
vendt tilbage til det danske nærmiljø, hvor han i efteråret havde premiere på
komedien Direktøren for det hele (2006).
Titlen er ganske morsom, hvis den relateres til Triers egen position som
auteur og filmkunstner. Siden 1984, hvor han ‘kun’ instruerede sine film og ellers
arbejdede sammen med en manuskriptforfatter og fotografer, så skriver han i dag
både manuskriptet, instruerer og fotograferer. Samtidig med at Trier således selv
er krøbet ‘ind’ i sine film, er dele af filmæstetikken blevet mere ‘menneskelig’, 323 jf.
det håndholdte kamera, der nu filmer i øjenhøjde og bevæges rundt tæt på og inde
imellem skuespillerne. Til forskel herfra var kameraet i de tidlige film altid på sine
egne rejser i form af svimlende (fjernstyrede kran)ture og grænseoverskridende
vandringer igennem mure, tid og rum. Parallelt med kameraets tilnærmede
‘menneskesyn’ skydes andre dele af filmsproget ud til den modsatte pol, hvor
abstraktion og Verfremdung medvirker til at skabe filmenes ambiguitive karakter.
Den eftertragtede kontrol er således mere intakt end nogensinde før, og samtidig
vidner resultaterne om instruktørens kontinuerligt eksperimenterende søgen.
Titlen på den nye dogmefilm kan også appliceres på denne afhandlings
sidste kapitel, der analyserer den performative iscenesætter Lars von Trier, der
iscenesætter ikke kun sine egne værker, men også sig selv som auteur. Det
samlede værk, der opstår herfra, inkluderer både fiktionsproduktionen og
instruktørens ageren i det sekundære kredsløb omkring filmene. Iscenesættelserne
fungerer som en skælmsk form for rammesætning af værkerne, der griber aktivt
ind og kan være med til at ændre receptionen af filmene.
323 At kameraet igennem den håndholdte stil udtrykker en ‘menneskelighed’ er ikke ensbetydende
med, at kameraførslen nødvendigvis er illusionsskabende. Som beskrevet i kapitel 5,6 og 7, så
bringer det håndholdte kamera samtidig en Verfremdung i spil, fordi de menneskelige bevægelser
ganske vist fremmer indlevelsen i karaktererne, fordi kameraet ofte arbejder uhindret tæt på og
rundt om skuespillerne, men samtidig på paradoksal vis fremviser filmen som et subjektivt værk,
hvor kameraet gør opmærksom på, at det (bogstavelig talt) er ført af menneskehånd.
239