LisbethOvergaardNielsenPhd

Afhandlingens øvrige kapitler har fokuseret på Triers spillefilm fra 1984-2003,
hvor filmene er blevet analyseret med henblik på at undersøge filmsprogets
særlige modus og betydningen af den stil og de virkningsstrategier, filmene
opererer med.
På trods af filmenes forskelligartede karakter, så er resultatet af de
samlede analyser en påvisning af flere gennemgående linjer, der til tider forlades
eller ændres, men senere bliver genoptaget eller udviklet. Filmenes stil og karakter
har imidlertid ikke en synlig lighed fra værk til værk, hvorfor det – bortset fra
Manderlay, der gentager Dogvilles visuelle udtryk og konstruktion – kan være
vanskeligt umiddelbart at genkende et værk som et Trier-værk. Man kan imidlertid
tale om to gennemgående linjer i œuvret. Den ene træder frem fra de
genrebaserede film som Forbrydelsens element, Europa, Breaking the Waves og Dancer in
the Dark, der alle dykker ned i filmhistoriens genremateriale og udvider genrernes
plasticitet og potentiale. Disse film har jeg samlet under betegnelsen
‘retrospektive film’, fordi der her er tale om film, der ganske vist forsøger noget
nyt, men deres facon er primært reaktiv, fordi udgangspunktet er de filmhistoriske
skabeloner, der dekonstrueres, ommøbleres eller genoptages i nye konstellationer.
Den retrospektive filmæstetik er således et opgør med de filmhistoriske normer,
men samtidig en bekendelse til traditionen og en cadeau til fortidens film.
Den anden linje træder frem via filmene Epidemic, Idioterne, Dogville og
Manderlay. Disse film er anderledes fremadsøgende, hvorfor de betegnes som
‘prospektive film’. Deres fællesskab kan karakteriseres ud fra et radikalt opgør
med det konventionelle filmsprog. Opgøret er ikke kun synligt i visse stilistiske
udtryk eller i skulptureringerne af kendt materiale, men må betragtes som disse
films kerneprojekt. Filmsproget er deres oprør, og selvom de naturligvis forholder
sig til filmhistorien – hvorledes skulle de kunne andet? – så eksperimenterer de
med at nulstille filmsproget, at tænke det alternativt og forfra én gang til. En film
som Dogville er i udpræget grad prospektiv, da det her ikke gælder om at udforske
en tradition for derefter at forlade den til fordel for en ny. I stedet renses
filmsproget, og der arbejdes med nærhed, abstraktion og Verfremdung i en
undersøgelse af filmmediets grænser. Filmsprogligt peger disse film fremad, idet
de forsøger at anvise nye veje for filmen og nye måder at anskue filmmediet på.
240