LisbethOvergaardNielsenPhd

prologen lavet af Per Kirkeby, der efter sigende forestillede sig, hvordan han ville
opfatte det, hvis han var blind. Resultatet er animerede blomster, der umærkeligt
forandrer sig, afløses af blodskudte farver (som hvis man ‘ser’ mod solen med
lukkede øjne) for til sidst kun at efterlade den hvide skærm med sorte prikker (for
øjnene).
Med den samtidigt lyse og mørke orkestrering af Selmas senere a
cappella-nummer intonerer musikken en udefinerbar og skæbnesvanger stemning
af både begyndelse, en bevægelse af noget nyt, der rejser sig (de lyse blæsere),
afslutning, determinisme og død (jf. de mørke horn). 233 Under rulleteksterne, efter
filmens slutning, hører vi atter nummeret, denne gang i en lettere, mere poppet
udgave med både sang og musik. Via ouverturen, a cappella-sangen og den
afsluttende udgave af nummeret “The Next to Last Song” indhylles filmen i en
musikalsk svøbe, der tager imod tilskueren allerede i prologen og følger
ham/hende helt ud i mørket til de sidste tekster ruller over lærredet. Her – lige
efter Selmas død – er fortællingens følelsesaktivering optimal, hvorpå musikken
slipper sit greb og lader tilskueren sidde tilbage i mørket – ‘alene’, uden lys (film)
og uden musik.
Klicheernes bæreevne
Fortællingen i Dancer in the Dark er enkel, grænsende til det banale. Som Bess i
Breaking the Waves ofrer Selma sig uselvisk uden hensyn til andet end sin mission:
At redde sin søn Gene fra at blive blind. Offeret er kompromisløst og ikke
nødvendigvis logisk. Gene mister sin mor, og til gengæld bibeholdes det syn, som
Selma selv besynger som værende ligegyldigt i en sang som “I’ve Seen It All”.
233 Jeg er klar over, at mine beskrivelser af musikken som intonerende død, begyndelse osv. er en
metaforisk tilgang, der i al sin uvidenskabelighed forsøger at beskrive musikkens udsagn med egen
subjektiv oplevelse. Musikken kan naturligvis ikke transportere følelser over i sin tilskuer, idet
dennes oplevelse til enhver tid vil afhænge af personlig erfaring, konteksten mm., men som
musikforskeren Birger Langkjær formulerer det, så forstår vi “musikken ved at projicere bestemte
typer af mentale eller kognitive modeller fra vores øvrige erfaringsverden ind i musikken”.
(Langkjær (2000), s. 45. At beskrive musikken ved hjælp af metaforer er således en gængs metode
om end musik ikke er “symbolsk stand-in for noget andet, men snarere en formel struktur, som får
mening i kraft af noget andet, som lytteren bringer med sig i form af gestaltprægede skemaer, der
gennem lytterens metaforiske projektion tilfører musikken ekspressive kvaliteter, og som herved
gør musikken forståelig for den lyttende”. (Langkjær (2000), s. 45.
171