LisbethOvergaardNielsenPhd

minder den tilskueren om sin fiktive karakter, blandt andet via brugen af
fortællerstemmen, kapitelinddelingerne og den kridttegnede scene, hvor vi nu leger,
at huse, træer, buske og hund er til. Dogville ekspliciterer sine illusionsbrud og sin
anderledeshed så voldsomt, at man uvilkårligt må spørge, om ikke filmen risikerer
at knække og miste sin tilskuer ved den bastante udfordring, et fremmedartet og
urealistisk univers byder på? Om dette skriver Bertolt Brecht (i forhold til de
gennem tiderne forskelligartede udtryk i teatret):
Og man må gøre sig klart, at fornøjelsen ved så forskelligartede afbildninger næppe nogen
sinde afhang af, i hvilken grad afbildningen og det afbildede lignede hinanden.
Ukorrekthed, selv stærk usandsynlighed, forstyrrede kun lidt eller slet ikke, så længe blot
ukorrektheden havde en vis konsistens, og sandsynligheden blev ved at være af samme
art. 269
Ved filmens modtagelse var der naturligvis kritik af Dogvilles teateragtige udtryk.
Andet ville næsten være mærkeligt, når en instruktør i sin udforskning af
filmmediet går mod strømmen, spejder bagud og genbruger teaterprincipper, som
filmfolk siden filmens fødsel har forsøgt at løsrive mediet fra. Overraskende er det
derimod, at langt de fleste tilskuere tog filmen til sig. Det vil sige, at de
accepterede den fremmedartede form og legede med på Dogville-legen. En af
årsagerne kan formentlig findes i den konsistens Brecht taler om må være der, en
konsistens, der må udgøre tilskuerens forankringspunkt, når nu de traditionelle
spilleregler fjernes fra legen. Dogvilles verden er nok mærkelig og fremmedartet,
men den er konsistent helt ned i detaljen (f.eks. dette at alle døre åbnes af
personerne, selvom dørene ikke er synlige).
En anden forklaring kan findes i det realismenære skuespil, der i Dogville,
i modsætning til Brechts egne stykker, der især anvendte Verfremdungsmetoden i
forhold til skuespilteknikken, ikke er berørt af abstraktion og distance. Filmen
synes her at åbne sig for sin modtager, for når hele verden er skævvredet og
forandret, må filmen lade noget tilbage, som tilskueren kan genkende og føle
nærhed med. I Dogville er skuespillet dette (fri)sted.
269 Brecht (1973), s. 112.
200