LisbethOvergaardNielsenPhd

udtryk.
Selv forklarer instruktøren sandheden i forbindelse med dogmeprojektet som:
At hænge en mikrofon op i et træ, at bruge to tandstikker i stedet for et gigantisk teknisk
apparat, giver en form for filmisk sandhed. Eller i hvert fald bliver det mere rigtigt.
Sandhed handler om at afsøge et område for at finde noget, men hvis man på forhånd ved,
hvad man kigger efter, er det manipulation. Måske er sandhed at finde noget, man ikke
leder efter… 198
Ifølge ovenstående udtalelse er manifestets sandhedsbegreb ikke hægtet sammen
med dens overensstemmelse med virkeligheden. Der er altså ikke tale om
sandheden som noget, der udgør ét værdigrundlag i forhold til fælles gældende
konventioner. Dogmeprojektet kan derfor snarere betragtes som en undersøgelse
af filmmediets muligheder for at fremvise en form for filmisk sandhed, hvilket
primært sker gennem en stadig afprøvende afsøgning af filmmediets forhold til
illusion og virkelighed.
Kritik og anerkendelse
Reaktionerne på dogmeprojektet har været vidt forskellige fra de første
overbærende smil til stor tilslutning og priser til filmene både herhjemme og i
udlandet. På trods af priserne og den generelt positive modtagelse af projektet har
kritikken af konceptet ikke manglet. Den første markante modstand kom til
udtryk blandt filmverdenens egne folk, som f.eks. filminstruktør Christian Braad
Thomsen, der valgte at opfatte Dogme 95 som en ironisk kommentar til årtiers
statsstøttet, fantasiløs socialrealisme i dansk film og mente, at “hvert eneste af de
ti bud er sort snak rent filmisk.” 199 Filminstruktør Ole Bornedal ville først tage
Dogme 95 alvorligt den dag, han sad i biografen og tabte bukserne af benovelse:
“Indtil da opfatter jeg det som et koncept, og koncepter kan man jo altid bruge
tiden på, hvis man ikke kan finde på andet.” 200 Og Ib Monty, daværende direktør
198 Knudsen (1998).
199 Citeret fra Politiken 1995-03-25.
200 Citeret fra Politiken 1995-03-25.
148