LisbethOvergaardNielsenPhd

Med denne dystre, men enkle historie afprøver Trier den ærkeamerikanske genre,
musicalen, der som arketype på amerikansk filmtradition formentlig kun overgås
af westerngenren. Ulig westerngenren er musicalen oprindeligt en hybrid, der
baserer sig på den europæiske operette og den amerikanske vaudeville. 218 En
hovedkilde til Hollywoods musicals er New Yorks Broadway, hvis opsætninger
gennem tiden har leveret materiale til utallige filmmusicals, hvor de ekstravagante
sang- og dansenumre samt en overdådig scenografi var målet, mens den enkle og
ofte banale historie primært fungerede som dét, der bandt numrene sammen.
Sang- og dansenumrene besad dog en langt større grad af kompleksitet end
filmens handling, hvor nogle af de største navne fra Broadway – sangskrivere og
komponister – blev hentet ind af Hollywood: Cole Porter, Irving Berlin, Ira and
George Gershwin, Jerome Kern, Rodgers and Hart og senere Oscar
Hammerstein. 219 De store navne har altid været en væsentlig ingrediens i
musicalgenren, der har været tæt forbundet med stjernesystemet:
The status of factors as icons, embodying a set of particular values, attitudes, and actions, is
important to any cinematic formula. But Bogart’s detective, Cagney’s and Robinson’s
gangsters, Grant and Hepburn’s screwball couple, and even Wayne’s heroic Westerner
could not assume the intrinsic significance of the musical’s star performers, particularly
Astaire, Rogers, Gene Kelly, and Judy Garland, each of whom could both dance and sing.
The principal reason for the enhanced significance of their personalities has to do, of
course, with the range of dramatic and performance demands that are placed upon the
musical star. Just as the genre operates by means of a balance between story and music and
between reality and illusion, so must its central characters balance and interrelate their
dramatic personalities with their talents as musical performers. 220
Musicalgenren opnåede sin storhedstid fra 1930-60 med markante instruktører
som Vincente Minnelli, Stanley Donen og Gene Kelly. Med Lloyd Bacons
218 Jf. Hayward (2000), s. 239
219 Jf. Hayward (2000), s. 244
220 Schatz (1981), s. 191
165