LisbethOvergaardNielsenPhd

filmskaberens suveræne kunstner-jeg at gøre, og hvor instruktørens navn eller
kunstneriske signatur fremstår som en garanti for filmens kvalitet.
Epidemic fik premiere i 1987. Ti år senere fik den repremiere. I
mellemtiden lavede Trier tv-serien Riget I, der mere folkeligt, men med nogle af de
samme tematikker og en lignende humor, fejrede stor og bred succes herhjemme.
Riget II var under opsejling, da Epidemic blev relanceret. Årsagen til Epidemics
repremiere er ikke åbenlys, men håbet var måske, at tiden her ti år senere, i 1997,
ville være ‘moden’ og modtagelig for Epidemics skæve væsen. Parallelt hermed
kunne filmen trække på den goodwill instruktøren havde skabt sig i den brede
befolkning via Riget I.
I pressematerialet, der fulgte repremieren, klager Trier over, at ingen
mennesker så Epidemic tilbage i 1987, og at ingen anmeldere kunne lide filmen.
Det første er korrekt, da kun 5.356 biografgængere så filmen, men hvad angår
pressens modtagelse af Epidemic, så er det en tilsnigelse at sige, at anmelderne ikke
kunne lide filmen. Reaktionerne gik faktisk fra meget rosende kritik til enkelte
negative anmeldelser. Hvor Forbrydelsens element var et produkt af filmhistorien og
et opgør med samtidens traditionsbundne filmsproglige værdier, så er Epidemic i
højere grad sin egen. Værket er skabt ud fra en selvskabt begrænsning og tænkt ud
fra dette udgangspunkt. Det tager ikke sit udspring i tidligere filmværker, epoker
eller konventioner. Dette betyder ikke, at filmen ikke benytter sig af velkendte
metafiktive og intertekstuelle strategier, inspiration fra Dreyers kameraarkitektur
og stilistisk endnu engang tangerer Andrej Tarkovskijs smukke og mystiske
univers. Snarere betyder det, at Trier nu laver en film, der er tænkt som et projekt,
der filmsprogligt peger mere fremad end bagud. Epidemic er med andre ord et bud
på, hvorledes filmsproget og filmkunsten på en ny måde kan udfordre både
filmkunstneren og traditionen. Denne spire til en fremadrettet filmsproglig søgen
praktiseres i Riget og udfolder sig for alvor i Dogme 95 og Dogville. Her sættes alle
kræfter ind på at bevidstgøre filmskaberen (og publikum) om de vaner,
konventioner og normer, der sædvanligvis er grundlaget for en filmproduktion og
ud fra denne bevidstgørelse, der til tider antager en Verfremdungsmæssig effekt,
anvise nye betragtningsmåder i en fortløbende eftersøgning af filmsprogets særlige
muligheder.
85