LisbethOvergaardNielsenPhd

genreadoption forstået som en regelret adoption af genrens konventioner. Snarere
kan man tale om en auteur’sk og kunstnerisk formgivning af genrens normgivende
og stilmæssige konventioner. En genre leverer rammer, der kan overskrides og
medvirker til at danne bestemte forventninger og forestillinger, der kan brydes.
Genrebrugen i Triers film opnår på paradoksal vis både sin værdi i kraft af
genrernes form og i kraft af et brud med denne form.
Lars von Triers sjette spillefilm, Dancer in the Dark, der fik premiere i år
2000, hører til den sidste gruppe af film, hvor en etableret genre bearbejdes og
ommøbleres. “Jeg har altid haft lyst til at lave en musical”, siger Trier selv som
eneste begrundelse for et projekt, der med selvironiske undertoner bevæger sig
oppositionelt til kyskhedsløftet, idet samtlige bud overtrædes. En opfølgning,
gentagelse eller det at lave noget, der ligner, er hverken Triers typiske anliggende –
eller Dancer in the Darks. Tværtimod er filmen Triers og Zentropas hidtil dyreste
film og en af de mest komplicerede og krævende produktioner på grund af
scenografien, de mange dansere og den omstændelige teknik forårsaget af de 100
fastmonterede kameraer, som anvendes i musicalnumrene.
Musicalen: En ærkeamerikansk genre
Dancer in the Dark foregår i delstaten Washington i 1960’erne. Hovedpersonen
Selma er kommet fra Tjekkoslovakiet til USA, fordi hun hér kan give sin søn,
Gene, der har arvet Selmas øjensygdom, den øjenoperation, som er nødvendig,
hvis han ikke skal miste synet som voksen. Selmas eneste lidenskab – ud over sin
søn – er musicals. I musicalens verden lever hun, her lykkes hendes verden. Selma
arbejder konstant for at spare sammen til Genes øjenoperation, mens hun selv dag
for dag gradvist mister synet. Da husværten, vennen Bill, stjæler hendes penge, er
hun nødsaget til at dræbe ham for at få pengene tilbage. Herfra er Selmas skæbne
beseglet. Hun anklages for mordet på Bill, og selvom vennerne prøver at gribe
hende i faldet, ofrer hun sig for sin sag, dømmes og tilkendes i retten den
ultimative straf: dødsstraf.
--------------------------------------------------------
164