LisbethOvergaardNielsenPhd

stemme siger: “Fantasy is okay, but my job is to keep you on the right track. We
are after the facts, and you seem to return to me every time you have a problem
(...) now you are back home plagued by headache. If you want me to help you to
get rid of this headache we must go back two months in time – back to where it
all started (...).” Billederne af Cairo afløses af et billede af stemmens ejer,
hypnotisøren og terapeuten, der skal forsøge at hjælpe Fisher: “So to help you to
remember, we have agreed to try hypnosis. If you feel uneasy, tired, worried, I will
bring you out of it. Just ask me (...) I want you to go back two months in the
time,” messer hypnotisøren.
Herfra – og igennem hypnosens syner – folder filmens fortælling sig ud. 60
Kritikere har igennem tiden beskyldt historien i Forbrydelsens element for at være et
“påskud for en stiløvelse” og “et skalkeskjul for de syner filmen formidler”.
Filmanmelderen Bo Green Jensen skrev sågar i sin anmeldelse, at “man ikke skal
fordybe sig for meget i historien. Det kan den ikke holde til”, og på sin vis har han
ret. Fortællingens syuzhet, dens konstruktion er udspekuleret og yderst raffineret
med adskillige vægtige indfald, men selve filmens fabula 61, altså (forestillingen om)
den ‘faktiske’ historie, hvad der egentlig skete, vil næppe kunne bære en grundig
fortolkning. Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet er instruktørens
intention. Om det ikke netop er dette fravær af èn bagvedliggende fabula, der er
pointen? Fortællingen er tydeligvis uden den logik, som selv et komplekst
kriminalplot fordrer, og i overensstemmelse med filmens passage, dens hypnotiske
adgang, er intentionen næppe at fortælle en historie, der bag alle forviklingerne er
100 procent afklaret. Tilskueren tilbydes ikke en færdigfortolket eller afklarende
film. Tværtimod er konstruktionen af en fabula vanskelig, nærmest utilgængelig,
selvom filmen tydeligvis leger med forestillingen om én. Hermed lader filmen
60 For en dækkende narrativ analyse af filmen som helhed henvises til Jens Loftagers artikel
“Forbrydelsens element” (1984).
61 Bordwell skelner mellem syuzhet og fabula, hvor syuzhet er den kunstneriske bearbejdning af
begivenhedernes kausalt-kronologiske orden i fortællingen, mens fabula er den fortælling, vi som
tilskuere slutter os til på baggrund af syuzhet’et. Fabulaen er altså en mental konstruktion. For
nærmere indføring i syuzhet og fabulas funktion og betydning henvises til Bordwell (1985), kap. 4.
40