LisbethOvergaardNielsenPhd

effekt. De sidste blodstænk drypper ned i vandet, scenen skifter og historien ruller
videre.
Selv fortæller Lars von Trier, at udgangspunktet for filmen var disse tre
scener, som han tog med til manuskriptforfatteren Niels Vørsel og sagde, at “de
her [tre scener] måtte de have med, og så måtte de prøve at spinde en historie
uden om dem”. 57 Hvad enten filmen rent faktisk er baseret på disse tre visioner
eller ej, så er tanken interessant i forhold til Forbrydelsens element, hvor billederne og
stilen markerer sig som dominerende instanser, der virker styrende for
fortællingen i modsætning til f.eks. den klassiske Hollywoodfortælling, hvor den
solide og dramaturgisk opbyggede historie som regel har været udgangspunkt og
bestemmende for en films billed- og stilvalg. I Forbrydelsens element vendes den
klassiske filmkunst groft sagt på hovedet, når filmen vælger at prioritere billedet
frem for – og til tider på bekostning af – fortællingen.
Dette – betragtet i en 1980’er-kontekst – meget udanske fænomen med
at lade filmens billeder stå som selvstændige udtryk, der hviler i sig selv og ikke
drives frem af en presserende fortælling, vidner om en tro på billederne. En tro
på, at billederne kan være udgangspunktet i en film, at man kan forskyde filmens
klassiske konstruktion og sædvanlige udgangspunkt fra primært at være narrativt
til at være visuelt funderet.
Men hvad betyder det i denne sammenhæng, at filmen er visuelt
funderet? Ja, først og fremmest betyder det, at der tænkes i billeder, der i sig
rummer fortællinger, men ikke udspringer af disse. At billederne er
udgangspunktet bevirker, at de i en vis forstand er selvforsynende. Det visuelle er
det kredsløb i filmene, som fortællingen opstår fra og ikke omvendt. Billederne er
ikke forankrede i fortællingen eller i verden, som vi kender den. Derimod er de
resultatet af nogle syner, der er udgået direkte fra instruktørens visioner. Der
eksisterer altså ikke et fortællingsmæssigt forankret mellemled mellem den visuelle
vision og det visuelle resultat. At billederne er tænkt som billeder, og ikke som
illustrationer til en eksisterende fortælling, frigør dem fra repræsentationens til
tider snærende bånd i forhold til en litterær opbygget filmfortælling, der skal
57 Larsen (1984).
37