LisbethOvergaardNielsenPhd

historiske genrer som film noir og science-fiction. Det skal vise sig, at også disse
genrelån er medvirkende faktorer i etableringen af et filmsprog, der prioriterer
forskydninger frem for etablering af et fundament.
Gen(re)brug
Med sit lapsede ydre og anarkistiske metoder er Fisher prototypen på film noir-
genrens ensomme og altid søgende detektiv. 70 Han er hårdkogt, iblandet et stænk
af intellektualisme og moral. Fanget af sin fortid starter karakteren Fisher som den
klassiske noir-detektiv, der nok er omringet af kynisme og moralsk forfald, men
selv opretholder en kerne af menneskelighed og etik – karaktertræk – der i
begyndelsen af filmen appellerer til sympati og identifikation. Parallelt hermed
synes filmens øvrige personer højst at have overbærenhed til overs for de få engle,
der stadig flakser omkring. I løbet af filmen ændrer Fishers karakter sig imidlertid.
Hvor han i begyndelsen af filmen repræsenterer den idealistiske politimand, der
vægter sandheden og moralen højere end magt og en høj position, fanges han
senere af sin egen rekonstruktion og metode og ender med selv at begå mord. En
engel er faldet, og med i faldet trækker Fisher den sidste rest af humanisme og
idealisme i filmens Europa. Idealisten, der oprindeligt kom til Europa for at
opklare lottomordene, ender selv som forbryder og morder. I stedet for at
gennemgå og gennemspille den formodede morders livsbane, indoptager han
dennes identitet og begår selv et mord. Filmen bevæger sig altså fra at være en
kriminalistisk intrige til at være et eksistentielt drama. Denne forflyttelse af vægten
70 Film noir blev opdaget og navngivet af franske filmkritikere i 1946, da de for første gang siden
anden verdenskrigs begyndelse igen så amerikanske film og her noterede sig en ny form for
“cynicism, darkness, and despair in certain crime films and melodramas. They derived the term
from the ”Serie Noir” detective novels then popular in France, many of which were translations of
works by members of the “hardboiled” school of American crime writers – Dashiell Hammett,
Raymond Chandler, and James M. Cain […] – whose books were also frequently adapted in films
noir. Like the novels, these films were characterized by a downbeat atmosphere and graphic
violence, and they carried postwar American pessimism to the point of nihilism by assuming the
absolute and irredeemable corruption of society and everyone in it”, (Cook (1990), s. 467).
Der verserer til stadig diskussioner om, hvorvidt film noir er at betragte som en periode, en
(sub)genre (jf. Schepelern (1981), s. 208) eller en stil. Modstandere af genrebetegnelsen ser snarere
film noir som en betegnelse for amerikanske film primært fra 1940’erne og de tidlige 50’ ere, som
er karakteriseret ved gennemgående træk i forhold til tema, stil og stemning. Se f.eks. Ian
Camerons The Movie Book of Film Noir (1992).
50