LisbethOvergaardNielsenPhd

characteristic of the American film musical. By breaking down the barrier separating the
two tracks, the musical blurs the borders between the real and the ideal. 260
Selmas musik igangsættes af virkelighedens lyd, for Selma kan tilsyneladende høre
musik i alt. Det paradoksale er, at sang- og dansenumrene på trods af realistiske
rytmers oplæg også frembyder en vis form for distance. Distancen skabes af Björks
skærende, kantede og ‘stødende’ musik, der skiftevis fremtræder som enkel, nøgen
og sårbar og trænger sig på med storslåede musikalske sammensætninger.
Musikkens selvbevidste attitude, dens lyd og rytme er så eklatant et brud med
klicheen om musicalens sang og musik, at musikken byder tilskueren også at være
opmærksom på musikkens konstruerede karakter. Musikken er følelsesladet, men
samtidig konfronterer den musikalske fusion musicalgenren og udfordrer den med
et poetisk, men moderne, virkelighedsnært og råt udtryk, der tvinger liv ind i det,
der – genren tro – sædvanligvis har været pakket ind i fest, fyrværkeri og fløjt.
Slutscenens effektfulde brutalitet
I prologen varslede ouverturen og det sorte lærred et muligt tragisk islæt. I
slutscenen ser vi varslet effektueret, da Selma bliver henrettet. Igennem det meste
af Triers spillefilmsproduktion er slutscenerne i de enkelte film
bemærkelsesværdigt centrale (se kap. 2, 4, 5 og 7), enten som betydningsmæssige
omdrejningspunkter eller som finale udsagn, der chokerer tilskueren på falderebet
med en pågående kropslighed og alvor. Dancer in the Dark hører under den sidste
kategori med en slutscene, der ikke svinger os en syngende lussing, men til
gengæld lader os mærke, høre og se henrettelsens utilgivelige og inhumane
(u)natur:
Slutscenen indledes med Selmas gåtur fra fængselscellen til rummet, hvor
hun skal henrettes. To betjente fører hende til galgen, hvor de forsøger at lægge en
hætte over hendes hoved, men hun falder om på gulvet. På trods af protester fra
den kvindelige fængselsbetjent, der har været tæt på Selma i fængslet, fikseres
Selma på en hård båre. Naglet fast til båren græder hun, men giver ellers ikke lyd
260 Altman (1987), s. 63. Se også Hayward (2000), s. 245
184