LisbethOvergaardNielsenPhd

Dogme 95 i ryggen et skæringspunkt i denne udforskning, fordi essentielle æstetiske
strategier, som var blevet introduceret i både Europa-trilogien og særligt i Riget,
her opnåede karakter af ekspliciterede spilleregler, der blev præsenteret for
omverdenen og greb radikalt ind i både instruktørens arbejdsmetode og filmens
æstetik. Dogme 95 manifesterede en radikal anderledes tilgang til det at lave film og
til, hvordan en film kan se ud. Dogville ligger i en forlængelse af dette arbejde, for
også her er der tale om en afsøgning af, hvor hårdt buen kan spændes i forhold til
en fremvisning af filmens konstruktion, når tilskueren stadig skal kunne leve sig
ind i det fortalte.
Dogville fremviser en nøgen, minimalistisk konstruktion, hvor teatrets
scenekunst genoptages for at skabe plads til skuespillet. Filmen er en intellektuel
leg med filmmediet, en leg, der insisterer på at ville begå sig i to verdner, kunstens
og menneskets. Resultatet er naturligvis ambivalent, for mens filmen med den ene
hånd betjener sig af minimalisme for at lade skuespillet træde frem, fremviser den
med den anden skuespillets illusion ved at lade filmen foregå på en ekstremt
stiliseret teaterscene. Og når der skrues op for følelserne i filmen – det sker kun
en gang i hver US(A)-film – ja, så lader filmen nærmest sin tilskuer se, at der bliver
skruet op. Det gør ondt at se en familie med børn blive udslettet i Dogville, men
den emotionelle virkning, hævnen besidder, er nøje afstemt og henvender sig
drilsk til tilskuerens ønske om hævn. Endnu tydeligere ses det i Manderlay. Her dør
et sygt barn, og mens resten af filmen skaber distance til tilskueren via en
komedieform pakket ind i en stiliseret æstetik lignende Dogvilles, så fremstår
scenen med det døde barn isoleret fra disse udtryk. Billedet af barnet i glaskisten
træder i stedet ind i tragediens form, der suppleres med højstemt, klassisk musik.
Filmen forsøger her at aktivere følelserne lynhurtigt. Det vil altid gøre ondt at se
et sygt barn dø, og det gør det også i Manderlay. Sekvensen med det døde barn
varer kun omkring et minut, men i den korte tid bevæger værket sig fra distancens
afstand til at være voldsom følelsesladet. Effekten af døde børn og stemningsfyldt
musik er velkendt. Lige så pludseligt som denne bevægende sekvens indtræffer,
lige så pludseligt slukker filmen imidlertid for den igen. Herefter er filmens
komedieagtige og stiliserede stil tilbage igen. Med en sekvens som denne beviser
Trier naturligvis, at han mestrer den emotionelle effekt, og når han så kortvarigt
216