LisbethOvergaardNielsenPhd

ød farve. De sidstnævnte farvevalg har naturligvis en ildevarslende effekt, mens
farvedifferentieringen i store dele af filmen ikke har nogen åbenlys funktion.
Et af de mest iøjefaldende og markante visuelle udtryk i Europa er Triers
hyppige brug af front- og bagprojektioner. Bagprojektion er en ældre, klassisk
teknik, hvor projektionen af lysbilleder eller filmbilleder på bagsiden af et
gennemsigtigt lærred danner en kunstig baggrund for skuespillerne. Metoden har
især været anvendt som bevægelig baggrund for scener optaget i biler, tog etc.,
hvor baggrunden defilerede forbi, selvom skuespillerne reelt befandt sig i en
stillestående bil på scenen. Bagprojektionens mål har oprindeligt været det
realistiske udtryk, men for den moderne tilskuer er metoden sjældent
virkelighedstro, og i dag er bagprojektionen afløst af mere overbevisende metoder
genereret på computer. Frontprojektion svarer til bagprojektionssystemet, men
adskiller sig teknisk ved, at projektoren nu står ved siden af kameraet på samme
side af lærredet som skuespilleren. Billederne projiceres på skuespillerne, men
disse er samtidig belyst forfra, og desuden er frontprojektionen så svag, at den kun
kan ses på det særligt reflekterende lærred bag skuespilleren, ikke på skuespilleren
selv. Forskellen fra bagprojektions-metoden er kun teknisk, ikke synlig. 146
Lars von Trier vender imidlertid tilbage til den gammeldags teknik med
front- og bagprojektion, som han anvender i både praktisk og kunstnerisk øjemed
og på flere forskellige niveauer. Alle baggrundsbilleder blev lavet i Polen, hvor det
var økonomisk muligt at opbygge et overbevisende tidsbillede, 147 og hjemme i
København blev billederne derefter kørt bag skuespillerne i studiet under
optagelserne. Anvendelsen af for- og bagprojektion skete imidlertid ikke kun af
praktiske og økonomiske årsager. Filmens originale udtryk skyldes selv samme
projektioner, idet koblingen af disse ikke altid søger et ensartet, realistisk udtryk,
som det var tilfældet førhen. Tværtimod forskydes studieoptagelserne fra
projektionerne via lys, farve eller materialitet. Kunstigheden udhæves, og værket
fremviser her en næsten narcissistisk leg med filmmediets tekniske muligheder.
Samspillet mellem projektionerne og studieoptagelserne er i disse scener yderst
effektfuldt og dukker op i forskellige sammenhænge. Fælles for dem er deres brud
146 Jf.Filmleksikon (1995).
147 Schepelern (2000), s. 113.
99