LisbethOvergaardNielsenPhd

En fortællerstemme kommer til, stadig akkompagneret af musikken. Den dybe
stemme starter sin beretning: “This is the sad tale of the township of Dogville” –
og fortsætter herefter fortællingen om byen og dens indbyggere. Imens zoomer
kameraet ned og ind på den mærkeligt konstruerede by, der langsomt tager form
for tilskuerens øjne. Kameraet zoomer ind på Thomas Edisons hus, der som alle
huse, buske, ting og dyr er beskrevet med navn: ‘Thomas Edisons House’ står der
således på Thomas’ hus. Kameraet zoomer dernæst ned på familiens stue og ind
på deres radio. Vinklen tippes, og i næste klip er ‘vi nede’ på det sorte scenegulv
sammen med skuespillerne. Nu ligner byen en teaterscene, og filmens handling
går i gang.
Som tidligere beskrevet er de første minutter i filmene generelt
informationstætte, hvad angår stil og form, med andre ord filmens hvordan. Det er
her, filmen grundlægger sin tone og introducerer de vilkår, denne film fungerer
under. Der er altså tale om en form for indgangsportal, hvor tilskueren allerede i
Dogvilles indledende sekunder konfronteres med filmens konstruerede karakter.
Dogville er ikke kun en film med kulisser, en tegnet verden, den præsenterer sig
også som et iscenesat, fingeret univers.
Allerede det indledende titelskilt intonerer Dogvilles manifeste leg med
distanceskabende effekter, om end tilskueren på dette tidspunkt endda ikke har set
den mærkværdige og urealistiske bykonstruktion. Titelskiltets baggrundsbogstav
‘U’ vidner om filmens delagtighed i USA-trilogien, hvor U’et naturligvis står for
det første bogstav i USA.
Selve teksten “The film “Dogville” as told in nine chapters and a
prologue” tilkendegiver med pegepind allerede her filmens selvrefleksive karakter:
Vi ved jo godt, at det er en film, vi skal se, men alligevel vælges det at udpege det
bogstaveligt. Hertil kommer filmens litterære islæt, kapitelinddelingerne, der, som i
Breaking the Waves, skaber et nøgternt overblik over historiens opbygning og ydre
logik. I Breaking the Waves skete dette eksplicit via kapitlernes standsning af filmens
fortælling og via den tekstmæssige information såsom “Chapter 1 Bess Gets
Married”. Samtidig opblødte Per Kirkebys billeder og den følelsesladede
rockmusik imidlertid disse ophold, så de ikke fremstod som hårde brud med
filmens univers.
193