LisbethOvergaardNielsenPhd

filmens usædvanlige kærlighedshistorie, hvor realitetseffekter kobles med både
ironi og patos. Hertil undersøges filmens anvendelse af melodramagenren for at
finde ud af, hvorfor Breaking the Waves i modsætning til Europa formår at involvere
tilskueren følelsesmæssigt på trods af en særegen, men markant ironi og en
uslebet, kantet form.
I kapitel fem introduceres Dogme 95, som Trier sammen med Thomas
Vinterberg var idemand bag og medstifter af. Projektets opsætning af et
dogmemanifest og ti kyskhedsregler, som filmskaberen måtte overholde, danner
baggrund for kapitlets analyse af Idioterne, der var Triers bud på en dogmefilm.
Dogmeprojektets avantgardistiske fordringer og dog romantiske tanke diskuteres,
og Idioterne analyseres særligt med henblik på at undersøge filmprojektets
ambiguitive karakter, hvor den håndholdte, skrællede stil på paradoksal vis synes
at generere distance koblet med en udpræget realitets-, nærheds- og
autenticitetseffekt.
Med musicalen Dancer in the Dark, som gennemgås i kapitel seks, vender
Lars von Trier tilbage til udforskningen af genrerne og afprøvningen af, hvor
meget filmmediet og ikke mindst publikum kan bære. Det overdrevne, manierede
og excessive udtryk, der karakteriserer filmen, belyses i dens konstellation med en
banal, men hjerteskærende historie for at undersøge, hvorfor filmen i udpræget
grad enten frastødte eller opløste sin tilskuer i tårer? Hvorledes fungerer musicalen
i Lars von Triers moderne konstruktion, og hvad er det for nogle klicheer, filmen
forsøger at puste liv i?
Dogville behandles i kapitel syv, der er afhandlingens sidste filmanalyse.
Filmen er første værk i den seneste og uafsluttede USA-trilogi. Også denne film
nærer sig ved sine formmæssige overskridelser, idet den vender sig væk fra den
samtidige mainstreamfilms idealer og i stedet udstiller en ‘antifilmisk’ æstetik.
Analysen fokuserer på dette ‘antifilmiske’ udtryk, dets minimalistiske og
Verfremdungsmæssige karakter, og undersøger hvorledes det kan lade sig gøre at
få en film, der udspiller sig på en sort teaterscene med hvide kridtstreger som
kulisseeffekt, til at fungere. Hvad driver værket? Og hvilke signaler sender en film
som Dogville, når den vender ‘tilbage’ til teaterscenen og hylder abstraktionen?
285