30.04.2013 Views

LisbethOvergaardNielsenPhd

LisbethOvergaardNielsenPhd

LisbethOvergaardNielsenPhd

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

filmens usædvanlige kærlighedshistorie, hvor realitetseffekter kobles med både<br />

ironi og patos. Hertil undersøges filmens anvendelse af melodramagenren for at<br />

finde ud af, hvorfor Breaking the Waves i modsætning til Europa formår at involvere<br />

tilskueren følelsesmæssigt på trods af en særegen, men markant ironi og en<br />

uslebet, kantet form.<br />

I kapitel fem introduceres Dogme 95, som Trier sammen med Thomas<br />

Vinterberg var idemand bag og medstifter af. Projektets opsætning af et<br />

dogmemanifest og ti kyskhedsregler, som filmskaberen måtte overholde, danner<br />

baggrund for kapitlets analyse af Idioterne, der var Triers bud på en dogmefilm.<br />

Dogmeprojektets avantgardistiske fordringer og dog romantiske tanke diskuteres,<br />

og Idioterne analyseres særligt med henblik på at undersøge filmprojektets<br />

ambiguitive karakter, hvor den håndholdte, skrællede stil på paradoksal vis synes<br />

at generere distance koblet med en udpræget realitets-, nærheds- og<br />

autenticitetseffekt.<br />

Med musicalen Dancer in the Dark, som gennemgås i kapitel seks, vender<br />

Lars von Trier tilbage til udforskningen af genrerne og afprøvningen af, hvor<br />

meget filmmediet og ikke mindst publikum kan bære. Det overdrevne, manierede<br />

og excessive udtryk, der karakteriserer filmen, belyses i dens konstellation med en<br />

banal, men hjerteskærende historie for at undersøge, hvorfor filmen i udpræget<br />

grad enten frastødte eller opløste sin tilskuer i tårer? Hvorledes fungerer musicalen<br />

i Lars von Triers moderne konstruktion, og hvad er det for nogle klicheer, filmen<br />

forsøger at puste liv i?<br />

Dogville behandles i kapitel syv, der er afhandlingens sidste filmanalyse.<br />

Filmen er første værk i den seneste og uafsluttede USA-trilogi. Også denne film<br />

nærer sig ved sine formmæssige overskridelser, idet den vender sig væk fra den<br />

samtidige mainstreamfilms idealer og i stedet udstiller en ‘antifilmisk’ æstetik.<br />

Analysen fokuserer på dette ‘antifilmiske’ udtryk, dets minimalistiske og<br />

Verfremdungsmæssige karakter, og undersøger hvorledes det kan lade sig gøre at<br />

få en film, der udspiller sig på en sort teaterscene med hvide kridtstreger som<br />

kulisseeffekt, til at fungere. Hvad driver værket? Og hvilke signaler sender en film<br />

som Dogville, når den vender ‘tilbage’ til teaterscenen og hylder abstraktionen?<br />

285

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!