LisbethOvergaardNielsenPhd

og opbygning, et emne, der leges videre med via filmkonsulenten og hans krav om
et minimums-sidetal på 150 sider for et manuskript.
Epidemic indeholder også typiske metaeffekter, såsom titlen EPIDEMIC,
der skrives direkte på filmcelluiden af forfatterne, så den i resten af filmen er
konstant synlig og nærværende i billedets øverste hjørne. På lignende vis udgør
mikrofonstativerne og lamperne i billedfeltet samt den fjerne lyd af det kørende
kamera en selvrefererende og selvpegende metafunktion, der skaber en form for
verfremdungseffekt, der fortæller os, at dette er optaget og iscenesat.
I det forrige afsnit blev det beskrevet, hvorledes personerne spiller sig
selv uden at være sig selv. De ligner, men ikke er. Ser vi nærmere på filmen, er der
imidlertid tale om et meta-metaniveau, idet Lars von Trier ikke blot spiller Lars-
figuren, men Lars spiller endvidere Dr. Mesmer i filmen i filmen. Dette, at
indlægge sig selv i fiktionen og herved fremhæve konstruktionsgraden, er et
velkendt metaelement benyttet af filminstruktører som f.eks. Alfred Hitchcock,
Quentin Tarantino og Woody Allen. I Europa-trilogien benytter Trier sig af
effekten både i Forbrydelsens element (hvor han spiller receptionisten ‘Schmuck of
Ages’) og i Europa (hvor han spiller jøde). I Epidemic fungerer Mesmer-rollen på
samme niveau som rollerne i de to andre film, for her spiller Trier en rolle, der
nok gør den vågne tilskuer opmærksom på filmens fiktive status, men ikke
nødvendigvis problematiserer skellet mellem virkelighedens personer og værkets
personer. Lars-figuren derimod peger direkte ud af værket og ud på virkelighedens
instruktør, Lars von Trier. Selv om han selv fremhæver filmen som fiktion, bærer
billederne af de velkendte karakterer deres ‘hverdagsbetydninger’ ind i filmen. På
trods af instruktørens dementi, driller filmen således sin tilskuer med
virkelighedseffekter kamufleret som ‘dokumentariske’ realiteter.
Resultatet af de faktiske personers samspil med fiktionen tildeler værket
en apokryfisk karakter, hvor fiktionen tilsyneladende fratages det som Brian
McHale beskriver som fiktionens normale, ydre beskyttende lag, dens overhud, der
nu ikke længere synes at være en uigennemtrængelig membran:
76