LisbethOvergaardNielsenPhd

peger på, at verden måske lige så vel som film opbygges for os gennem de
rammer, vi ser den igennem. 119
Formløshedens ‘grimme æstetik’
Demarkationen af værkets grænser gentager sig i den filmstil, der præger værket
som helhed. Uden i øvrigt at drage paralleller mellem Epidemics fiktionsniveauer, så
bærer begge verdner en fascination af det formløse – eller snarere – af det, der er
på vej til at blive formløst, det i øjeblikket ikke klart afgrænsede.
Som i Forbrydelsens element er vandet et centralt element i historien om
Mesmer. Landskabet, som Mesmer færdes i, minder om Andrej Tarkovskijs
filmlandskaber med strand, marsk, mose og vandløb i film som Spejlet (1975) og
Solaris (1972). I en scene ser vi Mesmer komme gående gennem en å sammen med
en præst. Sammen trækker de en tømmerflåde efter sig. Regnen siler ned. De
standser, da de når, hvad der ligner en form for dæmning. Nede i vandet står
betonmure, der afgrænser og leder vandet videre. Præsten holder her en kort
ceremoni, hvorefter han pludselig bliver syg. Han vakler gennem vandet og må
støtte sig op ad de rå mure, der viser sig at være afskallede, revnede og fyldt med
kratere. Fugten har her allerede startet sin opblødning af det faste element, og
præsten ender med at falde sammen i vandet. Han vrider sig i kramper, indtil
Mesmer giver ham en indsprøjtning. Selve injektionen er fotograferet i
nærbilleder, hvor der skæres et hul i præstens bukser, og kanylen stikkes i den
bløde hud i låret, gennemtrænger hudens overflade og blander vandet med blod.
I næste scene (i Mesmerhistorien) ser vi i halvtotaler præsten ligge i
vandet. Han er dårlig og begynder at skrige, og mens han skriger i smerte, trækker
kameraet sig tilbage og afslører 10-15 mennesker, der står rundt om præsten. Kun
deres hoveder stikker op over vandet, mens de passive betragter præstens
dødskamp. Scenen alluderer den ceremonielle udspringerscene i Forbrydelsens
element, hvor en fælles reference er behovet for det ritualiserede og formaliserede
midt iblandt det trøstesløse univers.
119 Egebak (1988), s. 90.
78