LisbethOvergaardNielsenPhd

Lars von Trier understreger, at Idioterne ikke er skabt for at forsvare denne tese.
Den har blot været udgangspunkt for de teorier, som Kristoffer giver udtryk for i
filmen.
At betragte det afvigende som en gave kan imidlertid betragtes som
dogmekonceptets implicitte ideal. Det afvigende er her det, der ikke ligger
indenfor normen, det der ikke ligger lige for. Det, der indenfor en mere konform
og traditionel ramme kan synes at stikke ud, adskille sig fra og hæmme en films
illusionsskabende æstetik, bruges i dogmefilmene i stedet som en udfordring og
bevidst tackling af instruktøren. At instruktøren ifølge dogmerne ikke må anvende
eftersynkroniseret lyd eller studier til optagelserne kan derfor betragtes som en
udfordring, ja, men også som en gave, fordi reglerne igangsætter kreativitet og
fantasi. Reglerne nødvendiggør nye tanker, og det afvigende bliver her ikke en
hindring, men en kvalitet.
Med tematikken om en gruppe mennesker, der forsøger at finde sig selv
via spasseri og det at spille idiot, har Trier fundet en tematik, der modsvarer
dogmekonceptets oprørske position. I Idioterne vælger idioterne at sætte sig ud
over de almindelige normer og det, der sædvanligvis ikke anses for almindelig eller
god opførsel. De spasser i svømmehallen, i velhaverkvarteret i Søllerød, i skoven,
på virksomhedsbesøg og på et værtshus. Spasseriet sprænger grænserne for, hvad
de tillader sig. Ved at spille idioter prøver de at “finde deres egen, indre idiot”, og
ved at spasse kan de prøve sig selv af og være i oprørsk opposition til det normale
samfund. Projektet kræver, at der spasses, men til gengæld tilbydes en udvidet
grad af frihed, og individet stilles frit. Der bliver plads til at gøre nar, lege og te sig
som man vil uden hensynstagen til nogen eller noget i det omgivende samfund.
Igennem en række regler skaber dogmeprojektet en ækvivalent situation,
der tillader filmkunstnerne at spasse med filmæstetikken overfor både det danske
og internationale filmmiljø. I dogmekonceptets regi skal deltageren – som i
Idioterne – følge reglerne. 206 Filminstruktørerne skal love at fralægge sig deres vaner
og arvede filmsproglige normer og i stedet turde udfordre traditionen for
herigennem at blive (frie) kunstnere. På tilsvarende vis sætter dogmeprojektet
206 I Idioterne er reglerne ikke skrevet ned, men implicit er betingelsen for at være med i gruppen, at
der enten spasses eller passes.
152