LisbethOvergaardNielsenPhd

Dogvilles politiske islæt
I Om tidens teater (1973) beskriver Brecht Verfremdungseffekten med følgende ord:
Det drejer sig her kort sagt om en teknik, hvormed tildragelser mellem mennesker kan få et
præg af det påfaldende, det, der behøver nærmere forklaring, det ikke selvfølgelige, ikke
simpelthen naturlige. Formålet med effekten er at gøre det muligt for tilskueren at øve en
frugtbar kritik fra et socialt synspunkt. 270
Brecht fordrer, at “holdningen må være kritisk”. At lave teater handler for Brecht
om at få tilskueren til at tøve, undre sig og spærre øjnene op. Ikke blot for at
skabe overraskelse, men for at få publikum til at opleve teatrets fremstillede
verden for herefter at se virkeligheden med nye øjne. Teatret skal ifølge Brecht
frembringe tanker og følelser, der appellerer til forandring. Teatret skal altså ikke
kun besidde den nydelsesfulde underholdning, men også en samfundsændrende
funktion. Verden skal angribes, ikke efterlignes. Midlet er Verfremdungseffekten,
hvor kunsten ikke mimer verden, men netop skaber en accentuering, der
forskyder det velkendte og peger på forandringen som mulighed ved, at den
“ganske vist lader os genkende genstanden, men dog samtidig lader den fremstå
med en fremmed karakter.” 271
Brecht ønsker, at publikum skal stoppe op og tænke politisk. Og hertil er
kunsten et middel, et rum, hvor der gives mulighed for nye tanker. Brechts
Verfremdungsteknik handler om implementeringen af politisk strategi i
kunstværket og hører for så vidt hjemme i den sociale verden. Spørgsmålet, når vi
taler om Verfremdungseffekter i forhold til Triers værker, er, om man bliver nødt
til at skille denne æstetiks kunstneriske teknik ud fra dens socialistiske hensigt?
Svaret må blive et “ja” på trods af Dogvilles sociale problematikker og
politiske islæt. Indtil Dogville har der i Triers film været et klart skel mellem den
kunstneriske og den politiske verden. Filmene benyttede sig nok af øjenåbnende
metoder, der fik tilskueren til både at tøve, undres og spærre øjnene op. Filmene
270 Brecht (1973), s. 84.
271 Brecht (1973), s. 126.
201