LisbethOvergaardNielsenPhd

deres mulige symbolik og intertekstualitet, eller en filmhistorisk vinkel, der belyste
filmene ud fra den samtid, de er født i. Hver tilgang kunne have givet sit resultat,
og alle kunne de udgøre en del af den samlede ‘sandhed’ et œuvre som helhed kan
siges at udgøre. Når der her fokuseres på en værkorienteret analysemetode, der
undersøger filmenes henvendelses- og virkningsstrategier, er det ikke for at
underkende andre analysemetoders værdi i opbygningen af et mangfoldig og
facetteret billede af en instruktørs filmproduktion. Snarere må dette
værkimmanente studie betragtes som et bidrag til de foreliggende Trier-studier,
hver af sin art.
Indtil nu findes der internationalt syv større arbejder, der belyser Triers
samlede filmiske værker: den danske filmvidenskabelige årbog Sekvens fra 1991,
Peter Schepelerns Lars von Triers elementer (1998), der i år 2000 udkom i en
opdateret udgave med titlen Lars von Triers film, den svenske interviewbog Trier om
von Trier (1999) af Stig Björkman, det første tyske bidrag fra Achim Forst: Breaking
the Dreams. Das Kino des Lars von Trier (1998), som i 2000 blev efterfulgt af Marion
Müllers Vexierbilder og endelig amerikanske Jack Stevensons Lars von Trier (2002)
og den franske Jean-Claude Lamys Lars von Trier: le provocateur (2005).
Hertil har Jan Lumholdt udgivet en samling af Trier-interviews Lars von
Trier interviews (2003), ligesom der findes væsentlige akademiske og filmkritiske
artikelbidrag i diverse antologier, tidsskrifter og netmagasiner. Disse har i sagens
natur forskellige tilgange til Triers værker, og bortset fra Peter Schepelerns
artikelbidrag er der som regel kun en enkelt film til genstand for artiklernes optik.
Triers film har imidlertid fået en noget ujævn opmærksomhed, og hvor
Forbrydelsens element, Breaking the Waves og Idioterne er blevet analyseret,
kontekstualiseret og perspektiveret forholdsvist bredt, så er litteraturen om film
som Epidemic, Europa, Dancer in the Dark og Dogville mere sparsom.
Lars von Triers tiltagende succes og internationale bevågenhed – ikke
mindst i forbindelse med Riget og Dogme 95 har dog i de senere år skabt en stadig
voksende mængde litteratur, ikke kun om hans film, men også om hans filmiske
koncepter og person, f.eks. i værker som Jack Stevensons dogmebog Dogme uncut.
Lars von Trier, Thomas Vinterberg, and the gang that took Hollywood fra 2003, John
20