LisbethOvergaardNielsenPhd

med andre ord ikke givet i billederne, men skabes i en proces, hvor modtageren
må lægge de sædvanlige kognitive værktøjer på hylden og i stedet gøre brug af
intuition, sanser og den ‘åbne tanke’. Billederne insisterer imidlertid også på
tålmodighed. Frem for en venten på det næste billede, opfordres tilskueren til at
se, hvad der er i dette billede. Motoren, der skulle føre fra det ene nærværende
billede til det næste, afbrydes. Derfor tilbydes tilskueren nu at dvæle ved det
enkelte billede, hvor der er fortolkningsrum med plads til refleksion, erindring og
intuition som betydningsskabende redskaber.
Betragtes tableau-billederne i Europa imidlertid kun igennem denne optik
mistes værkets andet ben, der består af filmens stiliserede udpegning af sig selv
som værende film. Billederne er ikke kun et tilbud om refleksiv fordybning. De
peger via deres stiliserede væsen netop på sig selv som værende film.
De smukke tableau-billeder i Europa bærer således en polyfon karakter,
der frigiver billedernes dobbelte blik. Billederne giver momentvist tilskueren
mulighed for at sanse, reflektere og fortabe sig, men de fratager samtidig
tilskueren enhver illusion, når de køligt udpeger billedets status som billede uden
at foregive at repræsentere noget som helst andet.
Mesterværkets distance
Europa er et stiliseret værk, der emmer af film fremstillet som værende film,
selvrefleksiv og artificiel. Billederne i filmen rummer en visionær karakter, men
billedernes visionære karakter er imidlertid også filmens akilleshæl, for filmens
stiliserede og teknificerede karakter levner knap nok plads til publikum, til følelser
eller identifikation. Europa er måske nok trilogiens smukkeste film, men det er
samtidig den koldeste. Kritikernes modtagelse af filmen i 1991 vidner da også om
en stor begejstring og respekt for Triers tekniske kunnen og visionære billedsprog,
men flere anslår, at filmens kølige distance virker hæmmende for tilskuerens
indlevelse og empati.
Carsten Clante skriver i Levende billeder, at “Klinisk og højprofessionel er
Lars von Triers “Europa”, og det fra første til sidste meter, velberegnet og
konsekvent i klip, rytme og eksperimenterende lyssætning, i sin stædigt-intense
108