LisbethOvergaardNielsenPhd

forbindelse med en filmforevisning, men naturligt i tråd med denne films verden,
hvor Selma lever i blindhed. 231
Sædvanligvis bruges en films indledning til at skabe en bestemt tone eller
til at forsøge at stemme tilskuerens sind, og de første fem minutter rummer ikke
sjældent filmens kernetematik. Det er her filmen præsenterer sig og skaber kontakt
til sin tilskuer. Det er med andre ord her værket siger “goddag” og introducerer
tilskueren til sin verden og stemning, førend titlen, instruktørens navn og
hovedrolleindehavernes navne som regel vises i sædvanligvis effektfulde og
opfindsomme variationer, der knytter an til filmens stil og tone. Det er imidlertid
usædvanligt at indlede en film uden billeder og udelukkende med musik. Når
mørket falder over biografsalen starter filmen sædvanligvis med at tilbyde lys,
billeder og lyd. I stedet lader Dancer in the Dark sin tilskuer stirre ud i mørket, og
da musikken starter, men billederne udebliver, insisterer filmen på en skærpelse af
tilskuerens hørelse. Filmen lader sin tilskuer prøve blindhedens sanseskærpende
kraft og henleder her direkte tilskuerens opmærksomhed på musikkens kraft i
denne film.
Ouverturen i Dancer in the Dark, der er arrangeret af Vincent Mendoza, er
en symfonisk orkestrering af “The Next to Last Song”, som Björk synger a
cappella i slutscenen, inden hun henrettes. Ouverturens symfonisk orkestrerede,
formfuldendte og højtidelige musik appellerer til det at lytte – ikke mindst fordi
musikken får lov til at være den eneste kunstart i rummet. Ouverturen lagrer en
ubestemmelig stemning i filmen, når dens på en gang lyse messingblæsere og
mørke hornklang allerede her i prologen tillægger filmen en tvetydig tone: Det er
ikke bare en let og spøgefuld musical, vi skal overvære.
Filmens utraditionelle indledningssekvens med det sorte lærred (eller
scenetæppet trukket for) vises imidlertid kun på det europæiske marked. I USA
derimod, og i dvd-udgaven, toner digitaliserede billeder frem, mens ouverturen
spiller. 232 Som panoramabillederne i Breaking the Waves er de digitale billeder i
231 Til verdenspremieren i Cannes blev Dancer in the Dark som den første film nogensinde vist uden
at blive indledt med festivalens kendte logo og fanfare, fordi arrangørerne valgte at respektere
filmens egen ouverture inden fortæppet gled fra lærredet.
232 Valget af billeder på dvd’en under prologen synes naturlig i og med, at de færreste dvd-tilskuere
ser filmen i et mørkt, sort rum, der svarer til biografens mørke.
170