LisbethOvergaardNielsenPhd

Metafiktion er imidlertid et sammensat og komplekst fænomen såvel epokalt som
formelt, og “det er vigtigt at holde sig for øje”, som redaktørerne i indledningen til
antologien Metafiktion – selvrefleksionens retorik (2001) skriver, “at metafiktionen
findes før, ved siden af og efter postmodernismen.” 93 Selvom metafiktion hyppigt
optræder som et næsten naturligt element i de seneste årtiers film kan man
naturligvis ikke tale om metafiktion som et udelukkende postmoderne fænomen.
Metafiktion kan ikke “alene forstås som et opgør med modernismen,
senmodernismen og det eksperimenterende formsprog. For også i disse
sammenhænge, altså også i modernismens traditionskritiske eksperimenter, indgår
metafiktion som et betydningsfuldt moment”. 94
Ligesom metafiktion ikke kan afgrænset epokalt, så kan den heller ikke
karakteriseres som værende kun en bestemt type. Helle Kannik Haastrup således
metafilmen i tre typer: den selvrefleksive, den tematiserende og den
hypertekstuelle metafilm. Hvor den selvrefleksive metafilm koncentrerer sig om
selve filmskabelsen og problematiserer sin egen repræsentation og status som
kunstværk, så tematiserer den tematiserende metafilm det metafilmiske (f.eks. i
forhold til forskellige blikniveauer som Michael Powells Peeping Tom, 1960), mens
den hypertekstuelle metafilm indgår i et dialogisk forhold, der omfatter
genindskrivninger af f.eks. genrer: “Denne form for metafilmisk praksis er […]
udbredt i nyere Hollywoodfilm og er grundlæggende et udtryk for, at man ved at
inkorporere filmhistorien i nutidens film forholder sig til både fremstillingen af
den filmhistoriske kulturelle arv og samtidens æstetiske udtryksform”. 95
Naturligvis lapper de enkelte typer af metafilm ofte ind over hinanden, men
kategoriseringen er ganske anvendelig i forhold til at udskille og karakterisere de
forskelligartede metafiktive film og ikke mindst til at fastslå den enkelte films
primære metafiktive funktion; altså hvorledes bruger den enkelte film
metafiktionen. Mens nogle af Triers genrebaserede film såsom Breaking the Waves
og Dancer in the Dark primært orienterer sig mod den sidstnævne type, den
hypertekstuelle metafiktion (uden dog derfor at kunne karakteriseres som
93 Gemzøe, Knudsen og Larsen (2001), s. 11
94 Gemzøe, Knudsen og Larsen (2001), s. 13
95 Haastrup (1995), s. 22
65