LisbethOvergaardNielsenPhd

men hvor både Hollywood musicalen og den modernistiske film gør brug af flere
verdner, så er deres mål forskellige. Eller som Feuer beskriver det:
In a Godard film, multiple diegesis may call attention to the discrepancy between fiction
and reality, or fiction and history. In the Hollywood musical, heterogeneous levels are
created so that they may be homogenized in the end through the union of the romantic
couple. In the Hollywood musical, different levels are recognized in order that difference
may be overcome, dual levels synthesized back into one. 243
Scenerne i en musical, hvor personerne bryder ud i sang, begynder at danse eller
spille musik, er et forventet og obligatorisk element i musicalgenren. Uden disse
var filmene ganske enkelt ikke musicals, men ville for de fleste værkers
vedkommende falde ind under melodramaet. I Dancer in the Dark indtræffer første
dansescene overraskende sent i filmen (38 minutter inde). Den lange indføring i
filmens fortælling uden sangen og dansens ‘afbrydende effekt’ og virkning tillader
tilskueren at leve sig ind i filmens verden, i fortællingen om Selma, og vænne sig til
den rå og dokumentariske stil uden også at skulle acceptere sang og dans. Når
filmen så endelig træder i karakter som en musical og lader den grå metalfabrik,
som er Selmas arbejdsplads, blive rammen om den første dansescene, ja, så er
tilskueren på den ene side rustet til denne nye verden, fordi indlevelsesmuligheden
i filmen til da har stået i centrum. På den anden side udsender filmen en mindre
chokeffekt, eller overraskelseseffekt, fordi den (pludselig) tilkendegiver sig som
værende en musical. Filmen skaber her en velkendt Trier-bevægelse, nemlig den
nære sammenkobling af indlevelse og overraskelse, nærhed og distance.
Denne dobbeltparataks er faktisk musicalgenrens paradoks par
excellence, når den i en konservativ, klassisk genreform skaber indlevelse og
nærhed, men samtidig kobler sig til en udtalt brug af ny teknik, insisterer på flere
virkelighedsplaner, drømmeverdner og skaber direkte blikhenvendelser til
tilskueren. Hertil benytter den til tider en metarefleksiv praksis (f.eks. i
backstagemusicalen hvor musicalen handler om en musical der er ved at blive sat
243 Feuer (1993), s 68
176