LisbethOvergaardNielsenPhd

Retrospektiv aktualisering
Lars von Trier prøver med Forbrydelsens element ikke at lave noget, der ligner.
Filmen mimer ikke virkeligheden, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke
gør brug af virkeligheden. Tilsvarende ligner filmen heller ikke andre film, men
det betyder ikke, at der ikke hentes materiale og inspiration fra de film, der er del
af filmhistorien før 1984. Selv siger Trier, at “Jeg ønsker at bringe klassikerne up
to date, ajourføre dem. Samle resterne op og aktualisere dem.” 74 Instruktøren
vedkender sig således filmhistorien, men samtidig tager han afstand fra de
traditioner, der præger den klassiske films æstetik og narrative konventioner. Det
er i dette spænd, mellem en afstandstagen til og en genbrug af filmhistorien, at
Triers første spillefilm opstår.
Filmen er som nævnt vævet sammen af forskelligartede genrer og
intertekstuelle referencer og henter sit materiale både fra litteraturens, kunstens og
filmens verden. 75 Referencerne er filmens råstof, men det er kun sekundært på
grund af deres indhold, at de vises nogen interesse. Snarere er det deres tilknyttede
konventioner og etablerede præg filmen udnytter. Hvilke muligheder rummer
genren? Skaber genren f.eks. en bestemt forventningshorisont? Hvad betyder nye
kontekstuelle rammer for de filmiske normer, og hvad skaber sammenstødet
mellem etablerede filmkonventioner og en autonom, kunstnerisk fortolkning?
Opgøret, som jeg indledte dette kapitel med, gælder således ikke så
meget et opgør med filmhistorien totalt set, idet tidligere film netop er
forudsætningen for Forbrydelsens element. Snarere er der tale om et opgør med
filmhistoriske normer. Der er tale om en dialog mellem nytænkning og tradition,
og Forbrydelsens element opnår således netop sit særpræg via de nye konstellationer,
som de anvendte filmhistoriske citater indgår i.
“Forbrydelsens element er en film, som handler om film”, siger Lars von
Trier i et interview med Jan Kornum Larsen, 76 hvor han påpeger sin nybrug af de
74 Drouzy (1991), s. 20.
75 De intertekstuelle referencer er detaljeret gennemgået af Schepelern (2000), hvorfor der henvises
til dette værk s. 78-83.
76 Larsen (1984).
54