LisbethOvergaardNielsenPhd

sygdomme forsyner planter eller mennesker med svulster og gevækster: “Mest
modbydelig er processen, når man i opløsningen endnu aner formen, “skinnet af
liv i det, der i sig selv er dødt” (252)”. 124 I Epidemic kan man i overført forstand
sige, at formen hele tiden belyses, at værkets interne og eksterne grænser fremvises
og i samme bevægelse opløses, ikke som negation, men snarere som en udpegning
af værkets skrøbelige eksistens:
Det grimme gør en forskel. Det er frivolt og skandaløst, excessivt, hybridt og i stadig
forvandling. De negative prædikater, det udstyres med, hører til dem, en poststrukturalistisk
filosofi og en postmoderne æstetik siden hen har estimeret. Postmodernismen er netop
blevet rost (og også kritiseret) for at sløjfe de hierarkiserende oppositioner mellem
avantgarde og massekultur, mellem liv og værk og mellem forskellige genrer. Det
undvigende, uafgørlige og hybride er blevet en dyd, Heri ligger et undertiden underforstået,
men ofte aldeles eksplicit forsvar for det grimme. Dekonstruktionen af de overleverede skel
er gået hånd i hånd med interessen for det grimme. Skellet mellem det skønnes og det
hæsliges æstetik er i opløsning – som sandhedsvidne kan man tage spillene mellem kød og
geometri, mellem det skønt ordnede og det ækle i Peter Greenaways film. 125
Det ækle som effekt derimod kan betragtes som en virknings- og
fascinationseffekt, der stikker ud fra værket og byder tilskueren aktivt imod og –
som påvist af senere fænomenologiske studier – rummer noget morbidt lokkende,
der aktiverer en negativiseret lyst. 126 “Det ækle perciperes æstetisk”, som
Stounbjerg skriver, […] det ækle er oftest ufarligt, men skønt bliver det aldrig. Det
er hinsides det skønne, men ikke slet og ret dets negation. Snarere er det
kontingent, en meningstabets zone, hvor de kategorier, hvormed vi ellers gør
verden intelligibel, er sat ud af kraft. Det optræder derfor især i æstetikker, der
ikke sætter det interesseløse velbehag i højsædet, men som i stedet dyrker
erkendelsen, overskridelsen eller rystelsen”. 127
I Epidemic inficerer det ækle ikke kun filmen i filmen, der har
smitteudbredelsen med sig som tema. Også dokumentarniveauet rammes, hvor
124 Stounbjerg (1993), s. 28
125 Stounbjerg (1993), s. 28
126 Jf. Stounbjerg (1993), s. 28
127 Stounbjerg (1993), s. 30
81