LisbethOvergaardNielsenPhd

filmudtryk, der sjældent mimer en referentiel virkelighed og som vil mere end at
støtte eller repræsentere en given fortælling. Men denne søgen er også mere end
sine enkeltdele, idet den er til stede som filmpraksis i samtlige film.
Formålet med denne afhandling er at undersøge denne søgen. Ikke i forhold
til Triers mulige intentioner, men i forhold til filmenes udsigelse, deres måde at
operere på i forhold til filmsproglige strategier, virkemidler og stil. En af denne
afhandlings hovedteser er, at filmsprogets nysgerrige og søgende modus er en
primær drivkraft i værkerne, et karaktertræk, der sammen med den
eksperimenterende form er afgørende i filmenes betydningsdannelse. Det filmiske
eksperiment forårsager et søgende, bevidst ‘afprøvende’ filmsprog, men denne
søgen er samtidig motor for eksperimentet. Og der eksperimenteres med stort set
alt i Triers filmiske univers, lige fra det konceptuelle niveau til det tekniske,
genremæssige og filmsproglige niveau. I de senere film er ej heller skuespillet gået
fri af eksperimentet ligesom selve filmproduktionen er blevet underkastet
eksperimenterende metoder som bl.a. Dogme 95 vidner om. Eksperimentet kan
hos Trier derfor aflæses på stort set alle niveauer i det enkelte værk, hvorfor der
kan tales om eksperimentet som både en stil og en arbejdsmetode, hvor
instruktøren opsætter spilleregler og selvpålagte benspænd som et valgt vilkår, den
enkelte film må udvikle sig i kraft af. De selvvalgte vilkår har ikke en negativ
karakter af ulyst, men snarere en klang af noget, der igangsætter kreativitet og
skaber nye anskuelser, nye blikke på filmen – ikke kun på filmen i sig selv – men
som et generelt perspektiv på film som medie og i forhold til, hvad det er
filmmediet er, og hvad det kan.
Metode: Det værkimmanente og receptionsæstetiske studie
Lars von Triers film er blevet analyseret og studeret i talrige sammenhænge – ikke
mindst i relation til deres debatskabende indhold. Mindre belyst og diskuteret er
filmsprogets modus, altså den måde hvorpå historierne udsiges og netop derfor
afgiver en særlig betydning.
Filmsprogets strategier, stil og betydningsskabende potentiale vil i denne
sammenhæng blive analyseret inden for en receptionsæstetisk tradition primært
repræsenteret af Wolfgang Isers tanker i “Tekstens appelstruktur” (1970/1981). I
modsætning til en biografisk analyse på den ene side, der vægter forbindelser
283