LisbethOvergaardNielsenPhd

litteraturens funktionsrelation – publiceret i tidsskriftet Poetik und Hermeneutik. 21
Receptionsæstetikken beskrives flere steder som udsprunget fra formalismen,
strukturalismen og nykritikkens værkorientering, hvor værket blev betragtet som
en autonom helhed. 22 Fælles for disse retninger var, at værket var i centrum og
skulle betragtes og udforskes i sig selv: “At ville se et værk i sig selv betyder ikke at
man afviser at se det også i en videre sammenhæng, blot at man kræver de to
operationer isoleret”, skriver Claus Buhl om den værkorienterede tilgang, og i
denne forbindelse suppleres han af Flemming Harrits, der i bogen Digtning og
Læsning (1990) praktiserer den immanente værkanalyse af en række digte, men
samtidig pointerer værkets dobbeltkarakter:
Værket har nu en dobbeltkarakter: det er dels en ”artefakt”, et kunstværk, dels et ”fait
social”, et socialt faktum. Ordet karakter, af græsk kharaktēr, afledt af kharássein,
betyder et kendemærke, der er blevet indridset eller indpræget. Det latinske fakt(um) og
det franske fait understreger det gjorte, tilvirkede, frembragte, dels ved kunst, dels ved
det sociale. […] Denne dobbeltkarakter må ses i sammenhæng mellem form og indhold.
Forud for værket ligger der et materiale, et råstof, frembragt i historie og samfund, i en
given kultur. Først gennem formen som en proces, en formning, bliver det ved den
kunstneriske tilvirkning til et indhold. Derfor er formen altid allerede selv et
indholdselement, og modsat er indholdet kun til i kraft af den formning, som har
arbejdet det ud af råstoffet og derved særkendetegnet det”. 23
Harrits taler her om værkets dobbeltkarakter, om værket som noget, der både må
betragtes som et værk i sig selv og samtidig som et produkt af det sociale. På den
ene side betragtes værket som autonomt: selvbestemmende, indefra styret, og på
den anden side som et heteronomt, socialt faktum, der er fremmedbestemt og
udefra styret. Denne dobbeltkarakter fordrer ifølge Harrits en dobbelttilegnelse,
hvor den immanente værklæsning suppleres med en historisk læsning, der retter
sig mod det fremmedbestemte i værket. Imidlertid er rækkefølgen ikke vilkårlig,
idet den værkimmanente læsning med nødvendighed går forud for den historiske
læsning. Vejen må ifølge Harrits altså først gå ind i værket og derfra som en
21 Jf. Buhl (1986), s. 5
22 Jf. Buhl (1985), s. 7-12 og Olsen (1981), 7
23 Harrits (1990), s. 27
14