LisbethOvergaardNielsenPhd

mod auteuren og det udenomsværk, der skabes. Denne bevægelse kan lede
tankerne hen på Jean-Luc Godard, der i forbindelse med sine film har fremsat det
provokerende synspunkt, at i dag vil alle se auteuren, og denne er mere end
nogensinde i live – filmen derimod – er død.
Iscenesættelser undervejs i produktionen
Lars von Triers rolle og status som auteur har imidlertid ikke kun betydning i
kulturen omkring værkerne, men i lige så høj grad for selve filmmiljøet under
filmproduktionerne. Her iscenesætter Trier sit eget, midlertidige produktionsmiljø,
et rum, der i en periode udgør verden for de implicerede. Denne tendens viste sig
allerede i forbindelse med Forbrydelsens element, hvor der blev spillet Wagner-musik
under optagelserne, der af flere blev husket som en art happening. Tanken blev
genoptaget og udfoldet under optagelserne til Idioterne, hvor alle skuespillerne
skulle huses i villaen i Søllerød. Kollektivtanken skulle realiseres – ikke kun som
produktionside, som det kan læses ud af Dogmemanifestets kyskhedsløfte – men
også som et fællesskab for de involverede skuespillere og instruktøren. Gevinsten
ved at huse skuespillerne det samme sted under hele optagelsesperioden kan
bibringe de involverede en følelse af ‘uvirkelig virkelighed’, hvor skuespillerne
glemmer, at de er på, bliver en levende del af det, de skal fremstille og måske
leverer autentisk lignende øjeblikke, når der så filmes.
Det lykkedes imidlertid ikke Trier at holde skuespillerne døgnet rundt i
kollektivet, men ideen blev genoptaget under optagelserne til Dogville. Her blev det
kollektive rum genskabt, denne gang ved at lade optagelserne foregå i Trolhättan i
Sverige, hvor alle filmfolk blev indlogeret under samme tag i de seks uger
optagelserne stod på. Stjerner som vandbærere. Inde i denne verden kreerede han
det big-brother-agtige confession-room som var et lille rum med et kamera, hvor alle
deltagerne kunne lukke sig ind og begræde, rose eller skælde ud på hinanden og
instruktøren især. Ideen er kendt fra Big Brother, og uden sammenligning i øvrigt
kan man sige, at hvis ikke man melder sig ud af dette ‘samfund’, stikker af eller
siger op, så er man medspiller i usædvanlig intensiv grad, fordi det ikke blot
handler om en konkurrence eller et arbejde, men involverer følelser, “fortrolige”
232