LisbethOvergaardNielsenPhd

fotograferingen i Breaking the Waves, fordi fotografen var “alltför skicklig. Det är
svårt att få en yrkesman att göre ett dåligt arbete,” 239 og billederne blev efter Triers
mening alt for smukke.
Fotograferingen i Dancer in the Dark fremstår spontan og ‘medlevende’,
en stil, kameraarbejdet i Riget og Idioterne introducerede. Fotoæstetikken er, set fra
en faglig synsvinkel, uskøn, ramponeret og ujævn, men i Dancer in the Dark
fungerer den primært som en kontrast til de klassiske musicals ‘fejende’ og glatte
stil. Det er imidlertid ikke kun kameraet, der benytter sig af den improviserede,
håndholdte og hypermobile stil. Også klippeteknikken klipper ‘grimt’, klipper i
stykker og jump cut’er. 240 Filmen synliggør den markante klipning som en
vedvarende, trodsig, uartig og provokerende attitude over for den klassiske
musical’s ‘usynlige’ klipning. De eksponerede, uforsonlige brud på materialet
skaber en filmstil, der gør opmærksom på sig selv. Den fungerer således både som
en metarefleksiv udpegning af værkets artefakte karakter og som en eksplicit
henvendelse til tilskueren. Den anarkistiske stil er derfor ikke kun en
virkningsæstetik. Den forflytter samtidig vægten fra den æstetiske virkning til
konstitueringen af æstetisk virkning. Paradokset består altså deri, at den
markerede, ‘håndholdte’ stil både skaber en modvægt til overdrivelsesæstetikken,
hvorved den fremmer indlevelsesmuligheden og samtidig skaber en distance ved
at pege på sig selv: Se, dette er film(kunst).
På samme vis som ‘utilpassede’ billeder klippes sammen, således sættes
også lydpassager sammen uden hensynstagen til, om lydniveauet passer. Der
opstår brud på brud, næsten som en rytme, der insisterer på en hakkende
billedside og ujævn lydside, der også her skal kontrastere den klassiske
musicalgenres sædvanligvis pæne og trimmede stil. Generelt må tilskueren
underlægge sig den anarkistiske audio-visuelle stil. Der kan ikke sættes lid til
239 Se Björkman (1999), s. 236-37.
240 Man taler om et jump cut, når to billeder klippes sammen, selvom de minder (for) meget om
hinanden. Billederne indeholder altså næsten det samme og kan f.eks. bevirke, at en persons hoved
eller mundbevægelse vil give et lille hop. I lærebøger angives det, at et jump cut er noget af det
mest distraherende, man kan opleve som seer, og at det virker forstyrrende og utroværdigt. Dette
skyldes naturligvis, at stilen påkalder sig opmærksomhed og udpeger filmens fiktive karakter. Der
er altså tale om en markeret stil, der, som vi så det i Breaking the Waves, står i grel kontrast til
filmenes genremæssige udgangspunkt.
174