LisbethOvergaardNielsenPhd

dokumentaristerne søgte at fange den objektive, rå og upåvirkede virkelighed som
var det virkeligheden tilskueren bevidnede, så må Triers brug af
dokumentarismens idealer betragtes som en leg, hvor genbruget benyttes for sin
virkning i en ny paramoderne kontekst, hvor værkerne nok sætter en
realitetseffekt i spil, men samtidig udpeger situationens konstruerede karakter. De
dokumentariske metoder bruges i Triers film til at skabe lokale øjeblikke af
denotativ, ukodet nærvær med verden, men virkningen får aldrig lov til at stå alene
særligt længe, førend filmenes distancerende konstruktionspræg trænger sig på.
Interessen for det uforfalskede reelle øjeblik er i Triers værker ikke uforeneligt
med et eksperimenterende formsprog, i stedet parres udtrykkene, hvorved filmene
forsøger at aktivere et tilstedeværelsesbegær hos sit publikum, men samtidig
fratages publikum muligheden for reelt at opnå det.
Triers inddragelse af virkeligheds- og autenticitetseffekt og
minimalistiske produktionsprocesser giver tillige mindelser om Godards brud med
Hollywood, da han i 1960’ern introducerede den formsprængte moderne film.
Ligesom Trier lavede Godard film i de traditionelle Hollywood-genrer, men
nedbrød samtidig de genrer han beundrede og forsøgte at skabe et nyt filmsprog i
deres ruiner. I en endnu mere radikaliseret form, end vi ser det hos Trier, forsøgte
Godard at komme tættere på kunsten og livet ved f.eks. at improvisere en film
frem sammen med de unge medvirkende (Masculin Féminin (1966)) eller på
pseudodokumentarisk vis at bruge en sociologisk rapport som udgangspunkt for
filmen som i Livet skal leves (1962) eller et læserbrev om den hjemmegående
husmors hverdag (Jeg ved 2-3 ting om hende (1966)). 332 Som tidligere beskrevet var
også den franske nybølge, hvor Godard var en af de mest rebelske
filminstruktører, vigtig for forståelsen af Dogme 95 ligesom Godard sammen med
Truffaut og andre ligesindede var med til at lukke filmfestivalen i Cannes i 1968
ved at erobre scenen og debattere til festivalledelsen gav op. 333 Aktionen var en
protest mod filmindustriens begrænsende effekt og ensretning af mediet og en
appel til en demokratisering af mediet via en nedprioritering af teknikken og
332 Se f.eks. Christian Braad Thomsens analyser af Godards samlede produktion i Kameraet som pen
(1994).
333 Thomsen (2004)
251