LisbethOvergaardNielsenPhd

univers, Trier skaber omkring sig selv og sine værker. Som iscenesættende faktor
har de udover at understrege filmenes trilogimæssige tilhørsforhold været med til
at cementere instruktørens position allerede i begyndelsen af hans
spillefilmskarriere som rebelsk avantgardeinstruktør, en filmkunstner, der ikke
blot nægter at følge sin samtids filmkonventioner, men også reflekterer over selve
skabelsen af film og filmkunstnerens ‘ansvar’. Og tilmed udbasunerede det på så
provokerende vis, at det kan undre, at ingen i det danske filmmiljø offentligt
opponerede mod de udfarende anklager.
Melodramaet som eksperiment
I 1991 tilkendegiver Lars von Trier overfor journalister, at hans erklærede mål
med Europa er at få et bredere publikum i tale. I manifestet indikerer
prioriteringen af “et mirakuløst sug af liv” til fordel for “alverdens kunst” samme
formål: at berøre et publikum med filmen. At skabe kontakt og filmmagi,
filmmagi, der vel at mærke har karakter af en fysisk oplevelse. Filmen skal leve –
ikke kun i hovedet, men i lige så høj grad i kroppen.
Til dette formål udser Trier sig den melodramatiske genre, som han
kobler med thrilleren, film noir og efterkrigstiden i Tyskland. Filmens tid og sted,
Tyskland i 1945, bruges mere som en æstetisk effekt og ramme end som et forsøg
på at gengive historien korrekt. Marion Müller beskriver Triers æstetiske omgang
med et historisk og traumatisk emne på følgende vis:
Indem er aber die Ästhetisierung in diesem Film durch die Dominanz artifizieller Elemente
so stark betönt, vergrößert er die Distanz zu dem geschichtlichen Thema. Dies erlaubt ihm
einen unparteiischeren, neutraleren oder, wenn man so will, naiveren Umgang damit. Er
umgeht damit noch einen anderen Effekt, der mit der Bilderschwemme der Massenmedien
eingetreten ist und die ursprünglich aufrüttelnden Zeitzeugnisse trivialisert hat:”At the time
of the first photographs of the Nazi camps, there was nothing banal about these images.
After thirty years a saturation point may have been reached. In these last decades,
‘concerned’ photography has done at least as much to deaden conscience as to arouse it
[Susan Sontag: On Photography (1984), s. 21].” 138
138 Müller (2002), s. 136
92