LisbethOvergaardNielsenPhd

der lyser ud af den. Når man oplever det i musikken, tænker man som filmskaber
sit. Folk er jo ellevilde med det. Hvis man kan få fat i den samme entusiasme med
det meget mere uhåndterlige medium filmen, er det ikke dårligt, vel?” 55 Indenfor
punk-kulturen, der af den engelske kulturteoretiker Dick Hebdige er defineret
som “subculture-as-negation,” 56 består punkens selvforståelse i at repræsentere et
andet værdisæt og en anden æstetik end den etablerede kulturs. Også Triers
filmiske oprør er en søgen efter et andet udtryk, et anderledes filmsprog, der skal
medrive mere end at fortælle og fascinere mere end at forklare. Forbrydelsens element
er ikke et forsøg på at gengive det, vi kender og give os det, vi forventer. I stedet
arbejdes der med oplevelsen, afgivelsen og modtagelsen af billeder, der ligger
tættere på mareridtets ukendthed end på den genkendelige virkelighed. At aftvinge
filmmediet fascinationskraft og vise publikum, at (filmens) verden kan se
anderledes ud, end vi er vant til, fremstår tilsyneladende som et filmisk ideal
allerede her i starten af Lars von Triers karriere som spillefilmsinstruktør.
Filmens visuelle udgangspunkt: Fascinationsbilleder
En hest styrter vrinskende af angst i havnen, hvor den svømmer desperat rundt i
det mørke vand i hvis overflade æbler flyder rundt. En mand lægger sig på molen
og skyder den fortvivlede hest. Fødders færden og støvletramp leder os hen ad
molen og ned igennem et hul i træplankernes overflade. Nedenunder findes nyt
liv, tunge åndedrag og mennesker, der slænger sig, døde eller tungt hvilende i
knagende rebkøjer, på afsatser og i vandet. Lysene blinker i det underjordiske
mørke og spejler det glitrende vand, der synes at herske og trænge frem på
bekostning af det levende. Fra en krop i hængekøje blænder billedet under vandet
og glider over den døde hest, hvis pels flimrer ved vandets bevægelser, mens
blodet pulser ud gennem det nylavede skudhul.
Kort efter hejser en kran den døde hest op af vandet. Den lange
hestekrop er strakt ud mellem kranens greb og sin egen tyngde. Kranen arbejder i
ryk, hvorved hesten hæves og sænkes, så kroppen slasker op og ned i vandet,
55 Wivel (1985).
56 Hebdige (1988), s. 8.
35