LisbethOvergaardNielsenPhd

ackstage-musical 221 42. Gade fra 1933 (som Selma og Kathy ser i biografen i
Dancer in the Dark) løsrev genren sig i stigende grad fra Broadway og fandt sin
egen selvstændige karakter med film som Vincente Minnellis En amerikaner i Paris
(1951) og Let på tå (1953). Filmatiseringer af teatermusicals fortsatte imidlertid, og
det er herfra succesfulde musicals som Robert Wises The Sound of Music (1965) (der
opføres som amatørmusical i Dancer in the Dark) og George Cukors My Fair Lady
(1964) opstod. Disse filmatiseringer opnåede nok succes, men aldrig
filmkritikernes anerkendelse. Til tider har den europæiske filmscene leveret mere
eksperimenterende bud på musicalgenren. Her er det værd at fremdrage den
smukke Pigen med paraplyerne (Jacques Demy, 1964), hvor Catherine Deneuve, der
spiller Kathy i Dancer in the Dark, sammen med de øvrige skuespillere synger
samtlige replikker.
Et markant forsøg på fornyelse af genren kom i 1972 med Bob Fosses
Cabaret, hvor Joel Grey, der spiller Novy i Dancer in the Dark, har rollen som den
dekadente konferencier. Filmen brød med integrationen af dans og musik i
handlingen og flettede i stedet musicalnumrene ind som kommentarer til historien
i en kontrapunktisk klipning: 222
He [Bob Fosse] mixes elements of art cinema with movie entertainment - the influences of
Federico Fellini and Bertolt Brechts respectively are felt in these films. High and low art are
therefore reconciled from the beginning. Dance style goes from the fluid to the ugly and
brash. The camera-work similarly goes from the fluid to the vertiginous. And there is ‘no
such thing as happiness’. Nor, incidentally, is there any such thing as the good all-American
folk community, or the merits of capitalism. All is either a bit seedy, decadent or just plain
vulgar. No ‘Nice, nice Miss American Pie’ here. 223
Mens 1970’erne og 1980’erne hovedsageligt bød på musicalbeslægtede dansefilm
som Saturday Night Fever (1977), Grease (1978) og Dirty Dancing (1987), er der siden
år 2000 opstået en mindre revival med markante filmmusicals som Baz Luhrmans
221 Begrebet backstage-musical dækker over den type af musicals, der handler om opsætningen af
en musical. Denne form legitimerer til en vis grad, at personerne i stykket/filmen bryder ud i sang
og dans. Se f.eks. Altman (1987), Cohan (2002), Schatz (1981) eller Feuer (1993)
222 Metoden står naturligvis i skarp kontrast til den klassiske ‘Fred Astair-stil’, der udmærkede sig
ved rumlig og tidslig integritet og lydefri bevægelser i sangnumrene.
223 Hayword (2000), s. 250
166