LisbethOvergaardNielsenPhd

Også Dogville er afsondret, både i filmens univers med det sorte, stiliserede rum,
hvor Tom ofte står og spejder ud i det omgivende mørke, og på et filmhistorisk
niveau, fordi filmen ikke ligner noget andet, man ser i dag. Det abstrakte sorte
rum byder på muligheden for alt og alligevel ingenting. Det meste i Dogville er
visuelt tilgængeligt, men intet bliver set. De manglende rekvisitter og kulisser gør
det muligt for tilskueren at se alt, hvad der foregår i de forskellige hjem. Men
indbyggerne i byen lever i filmens verden og kan ikke se gennem ‘væggene’.
Tilskueren ser derfor, hvad byens indbyggere ikke ser, hvilket kan forekomme
særligt ubehageligt i en scene som den, hvor Grace bliver voldtaget. Som tilskuer
til filmen er man vidner både til overgrebet og til byens indbyggere, der intet ser
og derfor blot går forbi. De ved ikke, hvad der foregår på den anden side af husets
vægge, og som tilskuer er man vidne til, at de ikke ved det. Denne merviden åbner
for refleksioner i forhold til menneskers afsondrethed i selv en lille by, og på et
metaplan vender denne merviden sig mod sin ejer mand og udstiller tilskuerens
medvidende, men passive voyeurstatus. Differentieringen af tilskuerens og
karakterernes viden, hvor tilskueren ved mere end filmens karakterer, er et klassisk
fortælletrick brugt særligt i spændingsfilm og thrillergenren. Her kan som bekendt
opbygges en næsten uudholdelig spænding ved for eksempel at vise tilskueren
morderen, der står bag døren med issylen i hånden, mens den intetanende kvinde
er på vej hen mod selv samme dør.
I Dogville er differentieringen af vidensniveauet anderledes udpenslet og
grotesk, eftersom karaktererne i filmen burde kunne se gennem væggene, idet disse
ikke er der; men fordi skuespillerne ‘lever’ i filmens verden, kan de ikke se gennem
væggene, og de må åbne ikke-eksisterende døre uden håndtag ved at dreje
‘håndtaget’. Dogvilles univers kan blandt andet betragtes som konsekvensen af det
alvidende kamera, der som opløsende instans gennem flere af Triers film har
bevæget sig på tværs af rum og tid. I Dogville er rummene opløst, verden er ikke,
som den ser ud, den er ikke, som vi kender den. Den fysiske, velkendte
virkelighed er forsvundet, og i stedet lever filmen af sit møde med tilskuerens vilje
til at acceptere filmens abstraktionsniveau. Tilskueren må indstille sig på, at fordi
tingene ikke er synlige, er det ikke ensbetydende med, at de ikke findes. Denne
almene erfaring har Trier skævvredet ved at placere den et så synligt sted som på
196