LisbethOvergaardNielsenPhd

“Vi vil ikke mere stille os tilfreds med “velmenende film med humanistiske budskaber”, vi ønsker
mere - den virkelige vare, fascinationen, oplevelsen - barnlig og ren som sand kunst.”
Begge steder optræder fascinationsbegrebet på linje med spirende liv, den virkelige
vare og ren og sand kunst. Filmen skal altså være fascinerende, og publikum skal
fascineres, for fascinationen opstår i denne kontekst både som noget, der opstår
fra filmens billeder og som noget, der skaber liv i forholdet mellem film og
tilskuer.
I rækken af de interviews, Lars von Trier gav i forbindelse med
optagelserne og premieren på Forbrydelsens element, taler han gentagne gange om
fascinationen som det springende punkt i sit filmarbejde og agiterer for
fascinationens eksistensberettigelse både i filmens udtryk og som perceptuel
faktor: “Det eneste, vi forlanger af folk, er en vis portion barnlig åbenhed – en
modtagelighed over for den fascination, vi viser frem på lærredet. Jeg tror i
virkeligheden, at folk er moralsk forargede over det der med at blive fascineret af
noget. Jeg tror, at det er der, at problemet ligger. Det er ligesom ikke god tone at
lade sig fascinere, og det er meget udansk at lade sig fascinere.” 51
Det var nu ikke kun Trier selv, der talte om fascination i forbindelse med
sin film. Også journalisterne, der interviewede ham og skrev artiklerne om hans
film i 1984, fokuserede ligeledes på fascinationen som et centralt element.
Franskmændene, der generelt var begejstrede for filmen, hæftede sig ved
fascinationselementet. Claire Devarrieux fra Le Monde skriver, at i Forbrydelsens
element “forlader man således roman-psykologien og ræsonnerer i
fascinationstermer og i optiske chok”. 52
Den danske filmkritiker, Bo Green Jensen, følger trop, når han i sin
anmeldelse skriver: “Fascination er overhovedet nøgleordet. Trier hober kadavere
op på bordet, hestelig og menneskelevn. Retsmedicineren taber aske ned i sine
snit. Sparker køteren væk med sin sutsko. Du må ikke tigge ved operationsbordet.
Helt intens og altfavnende bliver filmen i sine billeder af de unge skinheads, hvis
51 Larsen (1984).
52 Devarrieuxs anmeldelse er citeret hos Juhl (1984).
33