LisbethOvergaardNielsenPhd

at uden et realistisk lydbillede ville filmen have virket som gammeldags tv-teater. 288
Derfor var ideen at skabe et troværdigt lydunivers, selv om billederne i første
omgang signalerer noget andet.
Dette at lyddesignet er tilstræbt realistisk, og at skuespillet spilles, som
var det en realistisk film, tillader filmens distante stil at blive denne histories
naturlige rammer. Hvad der ellers kunne synes for mærkværdigt og stiliseret til at
blive accepteret, tilføres med de realistiske effekter og det neddæmpede, men
virkningsfulde skuespil en troværdighed, der varmer værket og forhindrer filmen i
at knække. Og det på trods af, at Trier denne gang ikke kun anvender
Verfremdungseffekter i selve filmsproget, men eksplicit demonstrerer og udstiller
filmens materialitet: Der er ikke længere kun tale om effekter eller stedvise
pointeringer af filmen som værende film. Det metarefleksive niveau befinder sig
nu i hele værket som et uomgængeligt faktum: “Se, dette er film, og HER er den
scene, filmen udspilles på.” Hele konstruktionen holdes frem denne gang, så der
ikke er noget, der kan misforstås eller overses. På overdreven manér tages
konsekvensen af mediets illusoriske karakter, når filmen krænger sin parabase ud
og viser sin tilskuer, at selv byen, som indbyggerne bor i, er en fortalt historie og
en afklædt illusion. Ikke bare skåret ud i pap, men også tegnet med hvide
kridtstreger.
Slutspil: Hævnens time
Som en særlig trier’sk signatur er også slutscenen i Dogville bemærkelsesværdig og
central. Som formuleret i kapitel 6 kan slutscenernes centrale status karakteriseres
ved deres funktion som transformative omdrejningspunkter, der skaber en rystelse
i værket og reflekterer filmene i nye betydningsdannelser eller som finale udsagn,
der chokerer os på falderebet med en pågående alvor. Dogville hører som Dancer in
the Dark under den sidste kategori med en slutscene, der lader os mærke, høre og
se henrettelsens utilgivelige, inhumane og barske (u)natur. Blot er det i Dogville nu
med omvendt fortegn, for hvor hævntørsten i Dancer in the Dark opstod fra
filmens fiktive personer og var rettet mod hovedpersonen Selma, der endte med
288 Jensen (2003b).
210