LisbethOvergaardNielsenPhd

udsagt udsigelse. Dette er ikke ensbetydende med, at filmen ikke handler om
noget, for det gør den jo tydeligvis, men filmens betydningshandling er
overgribende i forhold til betydningsobjektet. Filmens ‘hvordan’ påtager sig
filmens ‘hvorom’, således at dét filmen fortæller er hvorledes det fortælles.
Hvor særlig Dogville end tager sig ud i det filmiske parnas, så er Trier ikke
alene om at understrege udsigelsen netop ved at fremhæve den eller gøre den
mere synlig. Disse udsigelsesorienterede film findes hos flere nutidige instruktører
som f.eks. Quentin Tarantino, Milcho Manchevski, Emir Kusturica, Wim
Wenders, Jim Jarmusch, Krzysztof Kieślowski, David Lynch, Bryan Singer, Luc
Besson, Roy Andersson, Aki Kaurismäki og herhjemme Thomas Gislason, Max
Kestner og Christoffer Boe. Filmæstetikken er i disse instruktørers film ikke
emballeringskunst, men selve den strategi filmene opererer efter. Thierry de Duve
taler ligefrem om et ‘enunciativt paradigme’ generelt i kunsten ud fra en opfattelse
af, at kunstens udfoldelser i det senmoderne står i udsigelsens tegn:
The paradigm we should be looking for is interpretive-after-the-fact and does not carry af
judgment. […] ...it is the enunciative paradigm, such as it was theorized by Foucault in The
Archeology of Knowledge 335 .
De Duves henvisning til Foucault flugter tanken om det enunciative paradigmes
lighed med den arkæologiske metodes studieobjekt, der er “diskursens overflade,
idet Foucault anskuer diskursen som identisk med sin egen overflade. Der
fremdrages med andre ord ingen dybdestrukturer, opstilles ingen psykoanalytiske
forklaringsmodeller, ligesom diskursens referent kun har yderst begrænset
interesse for denne type analyse eller beskrivelse”. 336 Arkæologiens genstand er
netop diskursen, og under det enunciative paradigme synes det da også
karakteristisk, at f.eks. narrative kunstværker tematiserer deres egen udsagte
udsigelse, hvilket f.eks er særligt tydeligt i film som Epidemic og Idioterne.
Med de to USA-film, der indtil videre er lavet, tegner der sig et billede af
en udsigelsespraksis, der nu i endnu højere grad og mere ubarmhjertigt afklæder
335 De Duve (1996), s. 386
336 Jørholt (1997), s. 97
253