LisbethOvergaardNielsenPhd

og tematik; og især af deres filmhistoriske og kulturelle rødder, der er særlig
betydningsfulde hos en filmkunstner, hvis værk opererer med filmkunsten som sit
materiale og sin inspirationskilde”. 39 Bogen er en blanding af biografi og
analyserende karakteristikker af filmenes egenart og forbindelser til hverandre og
den øvrige film- og kunsthistorie. Schepelern påviser de intertekstuelle referencers
mangfoldighed i Triers værker, men værkernes virkningspotentiale er ikke
højprioriterede i denne “arkæologiske undersøgelse” 40, hvor filmkunstens
intertekstualitet i stedet er i højsædet. Der er ingen tvivl om, at intertekstualiteten
spiller en stor rolle i Triers filmunivers, men da Schepelern har afdækket dette
område fyldestgørende, vil der i denne sammenhæng ikke blive gengivet lignende
iagttagelser. I stedet vil der på basis af Schepelerns afdækninger blive foretaget
enkelte analyser af disse intertekstuelle referencer og ‘lån’ for at undersøge,
hvorledes de leger med forventningshorisonter og intertekstuelle
transformationer, der muligvis tilfører filmenes verdner nye betydninger.
Blandt de udenlandske bidrag er Marion Müllers Vexierbilder det
væsentligste værk i denne sammenhæng, idet Müller analyserer alle Triers
spillefilm, tv-film og tv-serier fra de tidlige amatørproduktioner og frem til Dancer
in the Dark. Hun beskriver selv sin metode som en kobling af formalistisk analyse
og et kontekstuelt udsyn, særligt rettet mod postmodernismen: “Die
formalistische Analyse, der sich die Arbeit hauptsächlich widmet, indem sie das
Werk in seiner Bedeutungsproduktion ernst nimmt, wird daher flankiert von einer
kontextuellen, zum Beispiel hinsichtlich Triers Beziehung zur Postmoderne. So
wird hoffentlich eine ausgewogene Mischung aus den beiden Strömungen
erreicht“. 41
Vexierbilders undersøgelser af Triers film tilstræber en fænomenologisk,
værkimmanent hermeneutik, og i nogle henseender falder Müllers analytiske
vægtninger sammen med denne afhandlings filmsproglige analyser. Müller er dog
mere indholdsmæssigt og kontekstuelt orienteret, mens de æstetiske analyser
varierer i omfang og dybde. Væsentlige analytiske bidrag er Müllers forankring af
39 Schepelern (2000), s. 7
40 Müller (2002), s. 12
41 Müller (2002), s. 23
22